Vestre Landsret har afsagt dom i en sag, hvor tre mænd på 25, 51 og 44 år er idømt henholdsvis 7, 8 og 10 års fængsel for indsmugling af narkotika til Kolding-området i efteråret 2010 og frem til januar 2011.
Der blev hos hver af de to yngste mænd også konfiskeret et udbytte på 130.000 kr.

Retten i Kolding afsagde den 7. maj 2012 dom i sagen over de tre mænd og en kvinde, der var samlever med en af de tre mænd. Byretten idømte kvinden 5 års fængsel. Byretten fastsatte også straffen for de tre mænd til 7, 8 og 10 års fængsel. Kvinden ankede ikke dommen.

De tre mænd ankede dommen til frifindelse eller i hvert fald formildelse. Anklagemyndigheden påstod alle de tre mænd idømt højere straffe og den 44-årige mand dømt for salg af yderligere 50 gram kokain, som han var blevet frifundet for i byretten.

De tre mænd blev i landsretten fundet skyldige i at have indsmuglet 1 kilo kokain til Danmark og derefter at have forarbejdet det til 2,4 kilo til salg. De blev samtidig fundet skyldige i at have forsøgt at indsmugle et kilo kokain mere, som de havde bestilt, lige inden de blev anholdt den 4. januar 2011.

De to ældste mænd blev også fundet skyldige i at have indsmuglet 125 kilo hash og forsøg på at indsmugle yderligere 320 kilo hash med henblik på salg. Derudover blev de anset for skyldige i at have forarbejdet 25 gram kokain til 100 gram kokain med henblik på salg.

Endelig blev den 44-årige fundet skyldig i at have overdraget 1,2 kilo hash og 195 gram kokain til videresalg.

Der blev ved fastsættelsen af straffene blandt andet lagt vægt på, at den 44-årige var hovedmand i hashforholdene, og at han og den 25-årige var hovedmænd i forholdene om køb af 1 kilo kokain forarbejdet til 2,4 kilo kokain og forsøg på indsmugling af yderligere 1 kilo kokain. Der blev også lagt vægt på arten og mængden af stofferne.

06-02-2013
V.L. S-1120-12