Fra 1. januar 2004 er der indført fradrag for broafgift ved passage af Øresund. Fradraget udgør 50 kr. pr. passage ved benyttelse af bil eller motorcykel og 8 kr. pr. passage for brugere af kollektiv trafik. Dette har betydning, hvis man har bopæl i Sverige, men arbejder i Danmark og lemper skatteforpligtelsen til den danske stat. Sverige har tidligere indført lignende fradrag for sine skatteydere.
Skatteministrene har indgået en aftale, der medfører ændrede regler for grænsegængere mellem Danmark og Sverige. Aftalen er vedtaget i Folketinget, men er endnu ikke vedtaget i den svenske Rigsdag. Aftalen går bl.a. ud på, at beskatningsretten til hele lønindkomsten
tilkommer arbejdslandet. Det betyder, at den overgangsregel, hvorefter grænsegængere beskattes i bopælslandet, selvom arbejdet udføres i det andet land, ophæves. Efter de gældende danske regler, er der fradragsret for pensionsindbetalinger på ordninger, oprettet i danske pengeinstitutter eller forsikringsselskaber m.v.
Et andet led i den nye aftale er, at grænsegængere og tilflyttere skal kunne opnå fradrag for indbetalinger, også selvom de finder sted til pengeinstitutter eller forsikringsselskaber m.v. i Sverige, og omvendt. Der skal være tale om en skattebegunstiget ordning i det land, hvor indbetalingen foretages. De gældende beløbsgrænser afgrænser stadigvæk fradragsmuligheden.