Et dansk moderselskab, der var ejet af en stor udenlandsk IT-koncern, anmodede om tilladelse til grenspaltning af sit datterselskab. Det danske datterselskab havde i lighed med koncernens øvrige driftsselskaber sine aktiviteter på 3 hovedområder. Det var, som følge af manglende resultater på det ene hovedområde, på koncernplan besluttet at aktiviteten på dette hovedområde skulle skilles ud. I Danmark skulle dette ske ved en grenspaltning, således at der ved spaltningen etableres et søsterselskab til datterselskabet. Under processen med at få tilladelse til den skattefrie grenspaltning indgik koncernen aftale med et andet selskab om at dette skulle overtage det fraspaltede selskab. Dette andet selskab var ejet 50% af koncernen. Der anmodedes derfor om tilladelse til skattefri grenspaltning uden fastsættelse af vilkår, således at det fraspaltede selskab kunne frasælges. Det blev oplyst, at det danske moderselskab havde ejet aktierne i det danske datterselskab, som der spaltedes fra, i mere end 3 år, og at et salg til handelsværdien ikke ville medføre avance eller tab af nævneværdig betydning. Ligningsrådet gav tilladelse til spaltningen, da denne ansås for forretningsmæssigt begrundet. (TfS 2006.630 SKAT)

Kommentar:
Afgørelsen illustrerer balancegangen mellem den skattebetingede omstrukturering og den forretningsmæssige omstrukturering. Skattefri omstrukturering (aktieombytning, fusion, spaltning og tilførsel af aktiver) har som betingelse, at denne er forretningsmæssigt begrundet, og at et af hovedformålene ikke er at unddrage eller udskyde skatter.

I den ovenfor refererede sag, kunne moderselskabet sælge aktierne i datterselskabet skattefrit, da disse havde været ejet i 3 år. Hovedaktiviteterne eller enkelte hovedaktiviteter kunne ikke sælges skattefrit. Et ønske om at grenspalte, således at der ikke er tale om salg af en (hoved)aktivitet, men om salg af aktier, hvor ejertiden via successionen bliver mere end 3 år, og derfor kan ske skattefrit, vil have en forhåndsformodning for, at det er ønsket om en skattebesparelse, der ligger bag ønsket om spaltning. Moderselskabet kunne tilbagevise denne formodning, da der var tale om en omstrukturering, der var et led i en omstrukturering af koncernen, og således besluttet worldwide, og da et frasalg af hovedaktiviteten ikke ville have udløst skatter i nogen videre grad. På denne baggrund fandtes grenspaltningen forretningsmæssigt begrundet.

Om resultatet havde været det samme såfremt det havde været en worldwide beslutning i koncernen, men der samtidig ville være udløst store skatter ved et salg af en hovedaktivitet i det danske datterselskab er et åbent spørgsmål. Mit bud er, at der skulle en del overtalelse til for at få tilladelsen til grenspaltning i det tilfælde. Det havde i sidste ende været en afvejning af skattebesparelsesformålet i forhold til det forretningsmæssige.

Jeg er derimod ikke i tvivl om, at tilladelsen var givet selv om det alene var i det danske datterselskab en hovedaktivitet skulle fraspaltes, såfremt det alternative salg af en hovedaktivitet ikke havde udløst skatter.

Dermed er det også min konklusion, at tilladelsespraksis er knyttet mere op på skattebesparelsen end på den forretningsmæssige begrundelse. Det er også min opfattelse, at i det ovenfor beskrevne eksempel, hvor beslutningen er worldwide, men der er skatter involveret i Danmark, så er dansk praksis nok for restriktiv, idet Skat fokuserer for meget på skattebesparelsen. Da reglerne om skattefrie omstruktureringer har deres udspring i EU-regler, er det i sidste ende EU-domstolen som kan få fornøjelsen af at vurdere, om det er skattemæssige motiver eller en forretningsmæssig begrundelse, der ligger bag ønsket om en skattefri omstrukturering.