Denne spændende sag handlede om hvor vidt der forelå et nødtestamente. Herom siger arvelovens § 65:
”Den, der på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er forhindret i at oprette testamente efter § 63 og § 64, kan på en hvilken som helst måde oprette et nødtestamente.”
Byretten mente ikke der forelå et gyldigt nødtestamente. Landsretten var af en anden opfattelse. Højesterets fem dommere delte sig i et flertal på tre dommere, der var enig med byretten, mens to dommere var enige med landsretten.
Dommen er et godt eksempler på, at det er svært for en advokat at sige noget sikkert om hvordan en retssag ender. Derudover viser sagen, at det kan være farligt at forlade sig på at betingelserne for et nødtestamente er opfyldt. I den konkrete sag kunne testator – hvis advokat udeblev – have gjort flere ting for at rette op på forholdene, f.eks. underskrive det udkast, som han lavede og direkte skrive, at han nu oprettede et nødtestamente. Havde han gjort det, ville det være blevet anerkendt.
Omstændighederne er kort beskrevet:
X, der var indlagt på hospitalet, dikterede dagen inden sin død et notat til en bekendt, hvoraf det fremgik, hvordan hans aktiver skulle fordeles efter hans død. Notatet var ikke underskrevet, og det fremgik af teksten, at det skulle afleveres til en advokat, som X i øvrigt havde forventet ville komme til hospitalet den pågældende dag med henblik på oprettelse af testamente.
Højesterets flertal fandt, at notatet fremtrådte som et udkast til et testamente, og at X ikke havde ment, at han befandt sig i en nødsituation i lovens forstand, da han dikterede indholdet af notatet. Flertallet fandt, at X havde ment, at der var tid nok til at oprette testamente efter de almindelige regler herom, og at det i hvert fald havde været muligt at oprette et sædvanligt vidnetestamente på oprettelsestidspunktet. Betingelserne for oprettelse af et nødtestamente var derfor ikke opfyldt.
Højesterets mindretal fandt, at bestemmelserne i notatet var udtryk for Xs endelige testamentariske dispositioner, uanset at notatet skulle afleveres til advokaten med henblik på udformning af et formelt testamente. Mindretallet fandt endvidere, at X havde følt sig i en situation, hvor han på grund af sin sygdom var forhindret i at oprette et almindeligt testamente. Mindretallet mente derfor, at der forelå et gyldigt nødtestamente.
De tre højesteretsdommere lagde vægt på at testators notat virkede som et udkast til et testamente, idet det ikke var underskrevet, og idet det fremgik af teksten, at det skulle afleveres til en advokat. Mindretallet på to dommere fandt, at testator havde ment, at han befandt sig i en nødsituation i lovens forstand.
t