Interesseforbundne parter skal altid være ekstra påpasselige med fastsættelsen af ydelserne til hinanden, og i denne sag er der et eksempel herpå som tager udgangspunkt i en forpagtningskontrakt.
En person, der drev en restaurationsvirksomhed, var medindehaver af et selskab, der havde hjemsted i Irland.
Personen valgte at lade restaurationsvirksomheden overgå til det irske selskab.
I 1992 bortforpagtede det irske selskab restaurationsdriften til personen ved en forpagtningskontrakt, der var uopsigelig indtil august måned 1997.
Den månedlige forpagtningsafgift var fastsat til 600.000 kr. årligt.
I 1999 meddelte personens ligningskommune, at hans skatteansættelse for indkomstårene 1996 – 1998 var ændret, idet forpagtningsafgiften blev fikseret/nedsat med 490.000 kr. om året. Kommunen henviste herved til, at forpagtningsafgiften ikke havde været i overensstemmelse med markedsvilkårene, og i konsekvens heraf havde personen ikke været berettiget til at fratrække 600.000 kr. oveni på sin selvangivelse.
Personen påklagede dette til Skatteankenævnet og senere til Landsskatteretten, der indhentede en skønserklæring. Det fremgik af skønserklæringen, at skattemyndighedernes skøn havde været korrekt derhen, at forpagtningsafgiften havde været noget højere end den markedsbestemte forpagtningsafgift og også Landsskatteretten satte således personen i skat af forskellen mellem den aftalte forpagtningsafgift og den markedsbestemte forpagtningsafgift.
Landsretten og siden Højesteret tiltrådte, at forpagtningsafgiften havde oversteget den markedsbestemte forpagtningsafgift væsentligt og derfor stadfæstede i sidste instans Højesteret dommen.
(H.D. 31. marts 2005 i sag 203/2004 (2. afd.9)).
Kommentar: Dommen er et godt eksempel på, at man, når man handler som interesseforbundne parter er nødt til at lægge vægt på markedsværdien af de ydelser man giver til hinanden.