Denne sag illustrerer, hvad man kan gøre, hvis man vil forsøge at få ophævet en tvangsopløsning af et selskab – og hvad man ikke skal gøre.
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:
Et aktieselskab, A, havde ikke en lovlig ledelse, hvorfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 13. september 2006 anmodede skifteretten om at tvangsopløse selskabet, hvorpå skifteretten afsagde kendelse om tvangsopløsningen. A blev herefter sagsøgt af et tidligere bestyrelsesmedlem, B, og et andet aktieselskab, C, der var aktionær i A. Sagsøgerne mente, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens registrering om tvangsopløsning af 13. september 2006 var ugyldig og skulle udslettes, fordi der ikke var givet en frist til at afhjælpe manglerne. B og C anlagde derfor sag mod A under tvangsopløsning. A påstod sagen afvist henset til, at registreringen ikke var foretaget på grundlag af As anmodning.
Såvel byretten som landsretten afviste sagen.
Byretten afviste sagen med henvisning til, at tvangsopløsningen ikke var foretaget efter begæring fra selskabet. Det faktum, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens anmodninger om tvangsopløsning af selskaber efter aktieselskabslovens § 118 ikke kan indbringes for en højere administrativ myndighed udelukker ikke, at den, der mener at en stedfunden registrering er den pågældende til skade, kan anlægge sag mod styrelsen.
Landsretten stadfæstede og lagde særlig vægt på, at det ikke var selskabet selv, der havde anmodet om tvangsopløsningen.
KOMMENTAR:
Opløsning af solvente selskaber kan ske på to måder. Såfremt selskabsdeltagerne ønsker at opløse selskabet, foregår dette ved likvidation, og det er generalforsamlingen, der træffer beslutningen herom. I visse tilfælde, eksempelvis hvis selskabet ikke har en lovlig ledelse, ikke har indleveret årsrapport eller lignende, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anmode skifteretten på selskabets hjemsted om at afsige kendelse om tvangsopløsning af selskabet. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan dog indrømme det pågældende selskab en frist til at afhjælpe manglerne.
Som udgangspunkt kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den, der ønsker at klage. Visse typer af afgørelser kan dog ikke indbringes administrativt og er på denne vis endelige. De afgørelser, der ikke kan indbringes er de, der følger af visse fristoverskridelser, de, der følger af fastsættelse af visse frister og endelig de afgørelser, der eksempelvis afsiges i medfør af reglerne om tvangsopløsning. De endelige afgørelser er positivt oplistet i aktieselskabslovens § 159 b stk. 2.
Af § 159 b stk. 3 følger det, at enhver, der mener, at en af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens registreringer er den pågældende til skade, kan indbringe spørgsmålet om udslettelse for domstolene. Dette gælder dog ikke de tilfælde, hvor en aktionær, et bestyrelsesmedlem eller en direktør ønsker at få en generalforsamlingsbeslutning prøvet ved domstolene, jf. hertil aktieselskabslovens § 81.
Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt det selskab, der var under tvangsopløsning, kunne sagsøges med påstand om, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse om tvangsopløsning skulle anses ugyldig og dermed udslettes, idet der ikke var givet en frist til afhjælpning.
Når spørgsmålet opsummeres kan det undre, at de sagsøgende selskaber overhovedet havde valgt at sagsøge selskabet. Søgsmålet skal imidlertid ses i lyset af, at § 159 b stk. 2, der efter sin ordlyd kan fortolkes således, at der ikke er adgang til at få prøvet Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse. Bestemmelsen angiver dog kun, at de oplistede afgørelser ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, hvilket ikke inkluderer domstolsprøvelse.