Afgørelsen viser, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens kompetence til at vurdere indholdet af revisors vurderingsberetninger ikke blot er illusorisk og at revisor, når personsammenfald eller andre omstændigheder gør det påkrævet, har pligt til at foretage nøjere undersøgelser om det aktiv, der ønskes vurderet, herunder om eksistensen heraf.
Sagens omstændigheder:
Sagen handlede om indskud af en fordring og om, hvorvidt dennes værdi var så høj, som vurderet af revisor.
Et selskab (Sælger) havde en fordring mod et andet selskab (Køber), for hvilken der var udstedt en faktura. Fordringen havde baggrund i en overdragelsesaftale mellem de to selskaber omkring et lejemål. Sælger overdrog samme dag retten ifølge den udstedte faktura til et andet selskab, Target, mod at tegne anparter for et nominelt beløb på kr. 3.858.000,00. Personen A var ledelsesmedlem i alle tre selskaber på tidspunktet for transaktionerne og havde underskrevet på begge selskabers vegne ved overdragelsen af fakturaen.
Revisor blev anmodet om at udarbejde en vurderingsberetning over fakturaen forud for overdragelsen fra det sælgende selskab i medfør af anpartsselskabslovens regler om efterstiftelse – den såkaldte nach-gründungsregel. Revisoren konkluderede efter ganske få undersøgelser, at fakturaen var udstedt på baggrund af overdragelsesaftalen, og at den ansatte værdi mindst svarede til det beløb, som der blev tegnet anparter for.
Revisoren havde i sin opdragsbeskrivelse til Target anført, at arbejdet blandt andet havde omfattet gennemgang af overdragelsesaftalen, stikprøver af underbilagene, forespørgsel hos udlejer om overdragelsen samt afholdelse af et møde med A omkring de forskellige aftaler.
Da kapitalforhøjelsen i Target skulle anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, stillede styrelsen spørgsmålstegn ved fordringens eksistens, uagtet revisorens vurderingsberetning. Det købende selskab gjorde indsigelser mod overdragelsens berettigelse fordi overdragelsesaftalen alene var underskrevet af næstformanden i bestyrelsen. Efter selskabets tegningsregel var dette ikke tilstrækkeligt. Bestyrelsen havde ikke senere godkendt erhvervelsen.
Revisoren gjorde overfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gældende, at der var tale om en transaktion af en sådan størrelse, at direktionen alene kunne forpligte selskabet, og at næstformanden derfor også var i stand til det.
I relation til vurderingsberetningen bemærkede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at revisor burde have undersøgt forholdene omkring overdragelsen nærmere og have udvist en professionel skepsis, særlig når den samme person var indblandet i samtlige involverede selskaber. Dermed blev selskaberne nærtstående, hvorfor der var en forøget risiko for afgivelse af fejlinformation.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gav på det grundlag revisoren en påtale for manglende overholdelse af god revisorskik herunder for ikke at have taget forbehold for fordringens eksistens.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 19. marts 2010.
Kommentar:
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i medfør af selskabslovens kap. 2 (tidligere anpartsselskabslovens kap. 12 og aktieselskabslovens kap. 19) ret til at undersøge anmeldte transaktioner i op til 3 (tidligere 5) år fra anmeldelsestidspunktet.
Selvom anmeldelse af registreringspligtige beslutninger, herunder kapitalforhøjelser, oftest sker elektronisk, viser afgørelsen, at anmelderen og det selskab, på hvis vegne en anmeldelse sker, kan undslippe Erhvervs- og Selskabsstyrelsens vurdering. Den undersøgelse, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan iværksætte, omfatter også revisors vurderinger, uanset Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke normalt er disciplinærmyndighed for revisorerne.
Afgørelsen er interessant, fordi Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sjældent foretager så grundige undersøgelser vedrørende anmeldelser. Det har i forbindelse med iværksættelsen af undersøgelsen formentlig haft nogen betydning, at kapitalforhøjelsen var så stor i forhold til den forudgående anpartskapital, herunder i forhold til, at selskabet var relativt nystiftet.