En skatteyder havde sammen med en anden skatteyder drevet virksomhed i et anpartsselskab med udvikling og salg af et analysesystem. Sammen havde de 2 skatteydere i sameje patent til dele af det af selskabet udviklede analysesystem. Skatteyderne havde samtidig indsendt yderligere patentansøgninger.
Analysesystemet samt skatteydernes patenter og patentansøgninger blev solgt for kr. 5 mio., hvor køberen betalte kr. 3.850.000 for goodwill, kr. 300.000 for patenterne, kr. 50.000 for varemærke, kr. 100.000 for knowhow og kr. 700.000 for patentansøgninger. I sin indkomst medtog skatteyderne hele vederlaget, ligesom vederlaget på kr. 5 mio. blev betalt til skatteyderne. Landsretten kom til, at goodwill´en rettelig tilkom selskabet, da analysesystemet var blevet solgt af dette, og skatteyderne blev derfor beskattet af det modtagne vederlag som maskeret udlodning.
(TfS 2001.759 ØLD)
Kommentar: Afgørelsen er en understregning af, at man skal huske hvem der sælger hvad. Skattemyndighederne anerkender ikke, at man flytter en gevinst fra et skattesubjekt til et andet. Afgørelsen viser også, at straffen kommer prompte. Da vederlaget for analysesystemet blev betalt til skatteyderne, skete der dobbeltbeskatning, idet selskabet beskattettes af fortjenesten på goodwill´en, og skatteyderne blev beskattet af en maskeret udlodning.