En statsautoriseret revisor udbød et timandsprojekt i 1990. Projektet gik ud på køb af en ejendom.

Grundlaget for købesummens størrelse var lejeindtægter af et diskotek m.v. i ejendommen. Undersøgelsen af ejendommens forhold var foretaget af revisor selv sammen med en ansat, der selv trådte ind som en af de ti investorer og straks blev formand for det nystiftede interessentskab, som bestod af de ti investorer.

Umiddelbart efter købet viste der sig at være problemer omkring lejeforholdene, og den 31. januar 1991 opfordrede en af investorerne revisionsselskabet til at lade en sagkyndig gennemgå ejendommen med henblik på at belyse forholdet mellem det bebyggede areal og hovedlejemålets størrelse. Dette skete dog ikke. I december 1992 blev det overfor revisionsselskabet oplyst, at en af lejekontrakterne i ejendommen var falsk og opfundet af afskrivningshensyn.

I 1993 blev der indgået et forlig med sælgeren af ejendommen, der havde garanteret for størrelsen af lejeindtægter i en bestemt periode.

Den 7. oktober 1993 rejste timandsinteressentskabet spørgsmålet om et evt. ansvar for revisionsselskabet for det tab, som interessentskabet påstod at have lidt ved indgåelsen af forliget. Den 19. november 1993 blev interessentskabet orienteret om, at revisionsselskabet havde afvist at være erstatningspligtig. Derefter blev interessentskabet opfordret til at overveje spørgsmålet om erstatning.

I december 1995 fremsatte interessentskabet erstatningskrav overfor revisor og revisionsselskab, som blev afvist, hvorefter interessentskabet anlagde sag den 23. februar 1996.

Erstatningskravet var ikke forældet. Ligesom landsretten fandt Højesteret imidlertid, at erstatningskravet var fortabt på grund af passivitet. Højesteret udtalte derved bl.a., at den viden om grundlaget for projektet som den ansatte i revisionsselskabet – der oprindelig var trådt ind som formand for interessentskabet – havde, også var blevet interessentskabets viden, og at det derfor måtte lægges til grund, at interessentskabet besad samme viden som han gjorde. Derfor havde interessentskabet tidligt haft særlig anledning til at reagere på
opfordringen til at oplyse forholdet mellem arealet og hovedlejemålets størrelse som kom i 1991.

Yderligere udtalte Højesteret omkring passivitet, at der var forløbet ca. to år mellem revisors afvisning af interessenternes erstatningskrav og sagens anlæg, idet man fokuserede på, at interessentskabet allerede den 19. november 1993 var blevet orienteret om, at revisionsselskabet havde afvist at være erstatningspligtig og alligevel først i februar måned 1996 udtog stævning.

(U2004.1911H)

Kommentar: Dommen er med til at belyse retstilstanden omkring passivitet eller hvad der i dansk ret lige spøgefuldt en gang imellem betegnes ”Lex smøl”. I landsretten er der en del retsregler, der sætter tidsmæssige grænser for, hvornår man kan stille krav, men der er også i dansk ret dommerskabte regler om fortabelse af indsigelser, der er fremført for sent. Nogen generelle regler om, hvornår der skal reklameres i dansk ret, som kan træde ind, når der ikke findes specifikke retsregler findes der dog ikke, og der er derfor altid tale om en konkret vurdering.

I en sag som den konkrete, hvor Højesteret statuerer, at kravet ikke er forældet, men bortfaldet ved passivitet, siger domstolen vel at mærke ikke, at stævning skulle have været udtaget for lang tid siden, men domstolen siger, at man i det mindste skulle have fremsendt påkrav eller andre påmindelser til udbyderen om, at man fandt ham erstatningspligtig og opfordrede ham til at anerkende erstatningspligten eller have gjort ham klart, at der på et senere tidspunkt ville blive udtaget stævning, således at han ikke kunne have føje til at anse det eventuelle krav mod ham for frafaldet, opgivet eller eftergivet.