Østre Landsret har taget stilling til, om arven efter en afdød, der ingen arvinger havde og som ikke havde oprettet testamente, kunne udbetales til to fætre og tre kusiner til afdøde, som påberåbte sig en særlig bestemmelse i arvelovens § 95. Efter denne bestemmelse tilfalder afdødes formue i et tilfælde som det foreliggende staten, men kan i særlige tilfælde af skifteretten fordeles til andre, hvis en række betingelser er opfyldt.
Afdødes fætre og kusiner gjorde blandt andet gældende, at afdøde mundtligt havde tilkendegivet, at de pågældende skulle være hans arvinger, og at afdøde ikke havde kendskab til, at arvereglerne, hvorefter fætre og kusiner ikke længere har arveret, var blevet ændret. Situationen skulle derfor sidestilles med et tilfælde, hvor der forelå et anfægteligt testamente, som måtte antages at være ud¬tryk for afdødes sidste vilje.
I anden række gjorde fætrene og kusinerne gældende, at der forelå forhold, der særligt talte for, at arven skulle fordeles til dem, som stod afdøde nær og var hans slægtninge.
Skifteretten havde givet afdødes slægtninge medhold, men landsretten ændrede med følgende begrundelse afgørelsen, således at arven i overensstemmelse med hovedreglen i arvelovens § 95 tilfaldt staten:
”Det er uomtvistet, at afdøde ikke efterlod sig arvinger hverken efter loven eller efter testamente. Efter arvelovens § 95 tilfalder afdødes formue derfor som udgangspunkt staten.
I tilfælde som det foreliggende, hvor afdødes fjernere slægtninge har anmodet om, at Justitsministeriet i medfør af arvelovens § 95, stk. 2, eller stk. 3, skal afstå arven til fordel for dem, må bevisbyrden for, at betingelserne herfor er opfyldt, påhvile de ansøgende slægtninge.
Den legale arveret for fætre og kusiner blev afskaffet ved en ændring af arveloven i 1964. Efter de foreliggende oplysninger om afdødes familiemæssige status, må det lægges til grund, at det også for afdøde i årene inden dødsfaldet har været en åbenbar kendsgerning, at han ikke ville efterlade sig ægtefælle, børn, forældre eller søskende. Efter bevisbyrden for landsretten er der ikke frem¬kommet konkrete oplysninger, som underbygger at afdøde var i en vildfarelse om de arveretlige regler. Det findes herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at afdøde var klar over, at hans fætre og kusiner ikke var arvinger efter loven.
Det er uomtvistet, at afdøde ikke efterlod sig nogen form for skriftlig tilkendegivelse om fordeling af hans formue.
Efter de afgivne parts- og vidneforklaringer finder landsretten det ikke godtgjort, at afdøde mundtligt har fremsat sådanne udtalelser eller tilkendegivelser, at der foreligger mundtligt testamente om afdødes sidste vilje. Landsretten har herved lagt vægt på, at ingen af de udtalelse, som A, B, og C har refereret afdøde for, er fremkommet på afdødes initiativ, eller er fremsat i en sådan sammenhæng, at udtalelserne må anses som udtryk for hans ønske om at tilkendegive sin vilje om for¬de¬ling af arven efter ham. Alle udtalelserne er fremsat i tilfældige sammenhænge, herunder for så vidt angår vidnet C i en spøgefuld sammenhæng.
Det bemærkes i øvrigt, at vidnet D’s forklaring ikke vedrører udtalelser fremsat af afdøde, men udelukkende udtalelser fra hans mor.
For så vidt angår spørgsmålet om anvendelse af arvelovens § 95, stk. 3, nr. 5, bemærkes indledningsvis, at der ikke i forbindelse med behandlingen og vedtagelsen af arveloven af 2008 er taget afstand fra bemærkningerne i lovforslagets almindelige del punkt 20.3, hvorefter Arvelovsudvalgets overvejelser om udformningen af reglerne om arv, der tilfalder staten, tiltrædes. Arvelovsudvalgets forudsætning om, at den praksis, som har været fulgt efter den tidligere arvelovs § 71, videreføres ved anvendelsen af § 95 i den nye arvelov, må således anses for tiltrådt ved lovforslagets vedtagelse. I overensstemmelse med denne praksis beror afgørelsen på en samlet skønsmæssig vurdering. Hvor vurderingen i det væsentlige beror på forklaringer, må der lægges betydelig vægt på forklaringer fra uvildige vidner.
I overensstemmelse med de afgivne forklaringer lægger landsretten til grund, at alle de ind-stævn¬te i deres barndom har haft hyppig familiemæssig kontakt navnlig med afdødes forældre, og at indstævnte A også i barndommen havde et tæt forhold til afdøde. Landsretten lægger endvidere til grund, at de indstævnte i deres voksne liv har haft en hyppig telefonisk kontakt med afdøde, og at de bortset fra de senere år tillige regelmæssigt har besøgt afdøde. Landsretten finder det imidlertid ikke herved med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at de indstævntes forhold til afdøde har været så nært, at der er grundlag for at lade Justitsministeriet afstå arv til de indstævnte.
Som følge af det anførte tages Justitsministeriets påstand om frifindelse til følge.
Efter karakteren af de omtvistede spørgsmål sammenholdt med de indstævntes berettigede interesse i at få sagen afgjort ved domstolene, finder landsretten, at særlige grunde taler for, at de indstævnte, uanset at de har tabt sagen, ikke skal betale sagsomkostninger til Justitsministeriet. Sagens omkostninger ophæves derfor.”
Kommentar: Dommen viser, at der er forskel på ret og retfærdighed og at juraen ikke er til at spøge med. en er benhård og ikke særlig fleksibel.