Uenigheder om opløsning af interessentskaber er en hyppig foreteelse, hvis man ikke i en klar interessentskabskontrakt har taget stilling hertil.
Hvis en af interessenterne begærer selskabet opløst ved skifteretten, må skifteretten tage stilling til en vis bevisførelse.
I denne sag var et interessentskab imidlertid ejet af 3 søskende og efter at den ene af disse gjorde gældende, at de to andre havde misligholdt interessentskabskontrakten, indgav begæring til skifteretten om selskabets opløsning. Aktiverne og passiverne var bl.a. 4 ejendomme, som var ejet af interessentskabet.
På den anden side blev det bestridt, at der var grundlag for, at ophæve interessentskabskontrakten.
Skifteretten udtalte, at der før en endelig likvidation af selskabet ville kunne påbegyndes, skulle tages stilling til en række tvister. Til disse tvister var der varslet en omfattende bevisførelse. Tvisterne vedrørte ikke spørgsmålet om, hvorledes skiftebehandlingen skulle foregå, men det mere fundamentale spørgsmål om hvorvidt skriftebehandling overhovedet var berettiget.
Uanset at det i retspraksis og juridisk teori ikke er udelukket for skifteretten at behandle sådanne tvister, fandtes det efter omfanget og efter karaktererne af tvisterne i den konkrete sag betænkeligt, at lade disse tage under påkendelse af skifteretten, navnligt da der var protesteret her i mod.
Skifteretten afviste derfor begæringen og Landsretten stadfæstede dette.
(Vestre Landsrets kendelse af den 14. maj 2004 – i kære 13. afdel. B-0945-04 – UfR2004.2180 VLK)