Højesteret har den 19. oktober 2009 som tredje instans afgjort en principiel sag vedrørende rækkevidden og anvendelsen af funktionærlovens § 4.
Funktionærlovens § 4 vedrører den situation, hvor en ansat misligholder sin ansættelsesaftale, f.eks. ved – som i det konkrete tilfælde – først at tage imod en tilbudt ansættelse og derefter opsige ansættelsen, inden stillingen er tiltrådt.
I den konkrete sag var der tale om, at den ansatte (A) havde accepteret en stilling som økonomichef hos Professionshøjskolen VIAUC med påregnet tiltrædelse den 1. december 2005.
Den 30. november 2005 – altså umiddelbart inden stillingen skulle tiltrædes – meddelte A imidlertid skolen, at hun ønskede at opsige ansættelsen, og det fremgår af dommen, at hun reelt ikke tiltrådte stillingen. Skolen gennemførte herefter en ny rekrutteringsrunde, bl.a. med bistand af Mercuri Urival A/S, hvilket medførte udgifter på i alt kr. 125.259,00, dels til Mercuri Urival, dels til annoncering og dels i form af ekstra lønudgifter til revisorbistand m.v.
Der var under sagen desuden nedlagt en subsidiær påstand om betaling af kr. 105.800,00, svarende til den merudgift, der efter skolens opfattelse var opstået som følge af udeblivelsen (den principale påstand vedrørte samtlige forgæves afholdte udgifter ved annoncering m.v. i forbindelse med besættelse af stillingen og altså også den/de annoncer, som A havde reflekteret på).
I overensstemmelse med ovenstående gjorde skolen gældende, at A havde misligholdt ansættelsesaftalen, og at hun i henhold til funktionærlovens § 4 skulle erstatte det tab, hun herved havde påført skolen.
A anerkendte, at hun skulle betale en erstatning, men gjorde gældende, at denne højst kunne udgøre kr. 21.000,00, svarende til ½ måneds løn, jf. herved funktionærlovens § 4, 2. punktum, som fastslår, at et beløb svarende til ½ måneds løn er det beløb der altid kan kræves i mangel af dokumentation for et større tab.
Højesteret nåede frem til, at A alene skulle betale en erstatning svarende til de førnævnte kr. 21.000,00.
Dette blev fra Højesterets side begrundet med, at selv om A efter sin opsigelse havde tiltrådt stillingen og arbejdet for skolen i december 2005, således at hun ikke havde gjort sig skyldig i misligholdelse, ville skolen have haft de samme udgifter til konsulentbistand og annoncering, både i ansættelsesrunden forud for ansættelsen af A og i den efterfølgende ansættelsesrunde. Højesteret mente derfor ikke, at nogen af disse udgifter kunne anses for et tab påført skolen som følge af A’s misligholdelse.
Kommentar:
Afgørelsen er for så vidt forventelig ud fra almindelig erstatningsretlige principper, idet det, Højesteret gør, er at sammenligne to mulige forløb – nemlig det konkrete forløb, hvor opsigelsen fremkom inden stillingen overhovedet var tiltrådt og et tænkt forløb, hvor man kunne forestille sig, at A i stedet havde valgt at opsige stillingen umiddelbart eller kort efter sin tiltræden.
Argumentet om, at forskellen på de to forløb i omkostningsmæssig henseende reelt er ikke eksisterende er indlysende, og i denne sammenhæng er resultatet derfor for så vidt ikke overraskende.
En smule overraskende er det derimod, at Højesteret tilsyneladende lægger til grund, at en på forhånd planlagt opsigelse umiddelbart efter tiltrædelse af stillingen ikke ville have udgjort en misligholdelse, idet det hidtil har været ”god latin”, at man som ansat har pligt til at give den stilling, man har påtaget sig, en reel chance inden man opsiger. Efter den hidtidige doktrin ville en opsigelse allerede den 1. december således også have udgjort en (erstatningsberettigende) misligholdelse.
Efter Højesterets dom må det imidlertid konstateres, at dette øjensynligt ikke længere er tilfældet.