Værdien af gaver, som er givet i årets løb, lægges sammen. Det er den samlede værdi af årets gaver, der ikke må overstige bundgrænsen, hvis gaveafgift skal undgås.
Det er ikke altid lige let at opgøre gavens værdi. Hvis gaven består af danske kroner, så er der ikke problemer i værdiansættelsen. Er det udenlandsk valuta, omregnes til danske kroner.
Sværere er det, når gaven består i naturalier. Værdien skal sættes til ”handelsværdien”. Børsnoterede aktier har en officiel kursværdi, som kan benyttes. Unoterede aktier og fast ejendom har ikke på samme måde en officiel kursværdi. Her kan hentes vejledning i værdiansættelsescirkulæret (nr 185 af 17. november 1982). Det gamle cirkulære er fortsat gældende. Blandt de klare regler i cirkulæret er reglen om, at handelsværdien af fast ejendom kan sættes til +/- 15 % af den kontante ejendomsvurdering. For unoterede aktier gælder formueskattekursen. Hvis de vejledende regler giver et resultat, som gavegiver eller gavemodtager ikke mener, er realistisk, kan værdien ansættes på anden måde, og der kan hos SKAT indhentes et bindende ligningssvar, som vil være bindende for SKAT. Kan du ikke acceptere svaret, kan du droppe gaven.
Hvis et aktiv overdrages delvis ved gave og delvis i kontanter, bliver det lidt kompliceret. Lad mig give et eksempel:
En far forærer en post unoterede aktier til sin datter for 1.746.000 kr. Dette beløb svarer til aktiernes formueskattekurs i henhold til værdiansættelsescirkulæret. Halvdelen gives som gave (873.000 kr). Den anden halvdel skal datteren (med tillæg af renter) betale over ti år. I dette tilfælde fandt landsskatteretten, at der var givet en gave på 1.047.600 kr. Landsskatteretten fastslog, at gældsbrevet på 873.000 kr ikke kunne fastsættes til kurs 100, men kun til en værdi svarende til kurs 80. Der var derfor ydet en gave på 174.600 kr. Filosofien er naturligvis, at en mulighed for at betale 873.000 kr over ti år, frem for at gøre det nu, gør en forskel. Nutidspenge ”vejer” mere end ”tiårspenge”.
Der er mulighed for at fratrække gældsposter, som overtages. De skal også kontantomregnes. Overdrages en fast ejendom, skal kontantværdien af overtagne lån (ikke den nominelle restgæld) modregnes. Der kan tillige ske fratrækning af den variable del af tinglysningsafgiften (men ikke af den faste grundafgift på 1.400 kr). Udgør gaven kun en del af overdragelsen, kan den variable del af tinglysningsafgiften modregnes forholdsmæssigt.
Gaveafgiften beregnes af gavebeløbet med fradrag af bundgrænsebeløbet. Der er dog her en finesse, som består i, at det er muligt at lade gavegiver betale gaveafgiften. Hvis en far i 2010 forærer sin søn 1.058.700 kr, skal sønnen betale 15 % af en million kr, dvs. 150.000 kr. Hvis det som et led i gaven er bestemt, at faderen betaler afgiften, har faderen ikke givet en gave på yderligere 150.000 kr (hvilket jo alt andet lige ville udløse en ny afgift på 15 % heraf eller 22.500 kr).
Gave til søn
1.058.700,00 kr.
Bundfradrag i 2010
58.700,00 kr.
Til rest
1.000.000,00 kr.
Gaveafgift, som betales af modtageren: 15 % heraf:
150.000,00 kr.
Til rest for modtageren
908.700,00 kr.
Alternativ:
Modtageren får en nettogave på samme beløb
908.700,00 kr.
Og giveren betaler gaveafgiften, er gaveafgiften kun
127.500,00 kr.
I alt
1.036.200,00 kr.
Besparelse for giveren (faderen)
22.500,00 kr.
Hvis modtageren får en nettogave
928.265,22 kr.
Og giveren betaler gaveafgiften, er gaveafgiften kun
130.434,78 kr.
I alt udgift for giveren (uændret)
1.058.700,00 kr.
Gevinst for modtageren (sønnen)
19.565,22 kr.
Ansvarlig for denne artikel er advokat (H) Allan Ohms – du kan kontakte mig på ao@forumadvokater.dk eller +45 4638 03 21