En advokat hjalp længstlevende med at udarbejde et tillæg til et fællestestamente, hvori længstlevende beskrev sin fortolkning af fællestestamentet og indsatte advokaten som bobestyrer.
Førstafdødes arvinger mente, at advokaten var inhabil og ikke kunne være bobestyrer.
Det var både skifteretten og landsretten enig i og derfor bestemtes, at boet skulle behandles af en af skifterettens autoriserede bobestyrere. Advokaten fik tilladelse til at lade Højesteret afprøve dette (normalt kan en sag kun prøves i to retsinstanser, men principielle spørgsmål kan med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet indbringes for Højesteret).
Højesteret var ikke enig med by- og landsret. Højesteret slog fast, at testators bestemmelse om behandling af boet ved en bestemt bobestyrer som udgangspunkt skal respekteres. Hvis arvingerne ønsker boet behandlet ved en anden bobestyrer, kan et sådant ønske kun imødekommes, hvis afgørende grunde tale imod at lade boet behandle ved den indsatte bobestyrer. Spørgsmålet var så, om der forelå sådanne afgørende grunde, hvilket advokaten ikke mente. Og Højesteret var enig.
Det forhold, at der var tvist om fortolkningen af testamentet og den kodicil, der var udfærdiget af advokaten, medførte ikke i sig selv, at advokaten var inhabil som bobestyrer. Højesteret henviste – meget fornuftigt – til, at tvister, der opstår i forbindelse med et bos behandling, herunder tvister om fortolkningen af afdødes bestemmelser og dermed arvens fordeling, skal afgøres ved dom afsagt af skifteretten, hvis der ikke opnås enighed mellem arvingerne. Det er altså ikke bobestyreren, der skal afgøre det og derfor kan dette ikke begrunde inhabilitet.
Under hensyn hertil – og da der ikke var påvist en sådan nær tilknytning mellem advokaten og længstlevende eller hendes arvinger, at der konkret var tvivl om advokatens upartiskhed – havde der ikke foreligget afgørende grunde imod at lade advokaten behandle boet som testamentsindsat bobestyrer.
KOMMENTAR: Kendelserne fra by- og landsret er ikke offentliggjort. Umiddelbart virker deres afgørelse ikke forståelig eller naturlig. Det følger af dødsboskiftelovens § 38, at hvis afdøde ved testamente truffet bestemmelse om, at boet skal behandles ved en bestemt bobestyrer, udleverer skifteretten boet til behandling ved denne, medmindre afgørende grunde taler imod dette. Det hedder herom i forarbejderne til denne lovbestemmelse: ” Bestemmelsen forudsættes kun anvendt i mere ekstreme tilfælde, hvor det skønnes, at der mellem bobestyreren og arvingerne er opstået en så alvorlig mangel på tillid, der ikke alene skyldes arvingernes forhold, at en forsvarlig gennemførelse af bobehandlingen ikke vil være mulig”.
Der har ikke været nogen form for uenigheder om boets behandling i øvrigt, og der var intet oplyst, som kunne være til hinder for en gennemførelse af en forsvarlig bobehandling. Tilsidesættelsen af bobestyrerindsættelsen virker derfor noget overilet. Det har Højesteret så været enig i.
For fuldstændighedens skyld bemærkes, at den pågældende advokat kun ønskede at få fastslået, at det havde været korrekt at han blev indsat, men han ville ikke insistere på at behandle boet som bobestyrer og derfor endte sagen hos skifterettens bobestyrer. Advokaten var tilfreds med dette og nu har vi så Højesterets ord for, hvordan dødsboskiftelovens § 38 stk. 1 nr. 5 skal fortolkes.