Denne sag omhandler arbejdsgivers indførelse af 120-dages reglen i et bestående ansættelsesforhold, der fandtes rimeligt begrundet i virksomhedens forhold, hvorfor funktionæren ikke var berettiget til en godtgørelse i henhold til funktionærloven § 2 b.
Sagen angik retsvirkningerne af, at en medarbejder (M) afviste at acceptere varslede ændringer i sine ansættelsesvilkår, således at M betragtede arbejdsgiverens (V’s) ønske om disse ændringer som en opsigelse af ansættelsesforholdet. De varslede ændringer vedrørte henholdsvis ophør af M’s tidligere eksklusive ret til et bestemt salgsdistrikt, en fejlagtig ændring i M’s provisionssats samt optagelse af 120-dages reglen i M’s ansættelseskontrakt.
M frafaldt for landsretten forskellige anbringender vedrørende ændring af provisionssatsen og ophævelsen af den geografiske eksklusivitet, hvorfor sagen for landsretten alene vedrørte retsvirkningen af, at M afviste at acceptere indførelse af 120-dages reglen.
M gjorde under sagen gældende, at V’s indførelse af 120-dages reglen i den eksisterende ansættelseskontrakt udgjorde en væsentlig forrin-gelse af M’s ansættelsesforhold samt, at indførelsen af 120-dages reglen krævede tungtvejende grunde fra V’s side, og at sådanne grunde ikke forelå.
Det forhold, at ansættelseskontrakterne for senere ansatte medarbejdere indeholdt 120-dages reglen, udgjorde efter M’s opfattelse ikke en tilstrækkelig driftsmæssig begrundelse, hvorfor M gjorde gældende, at han havde krav på en godtgørelse i medfør af funktionærlovens § 2 b.
V gjorde på sin side gældende, at V havde en generel interesse i at indføre 120-dages reglen også med virkning for M, idet et modsat synspunkt ville føre til, at 120-dages reglen aldrig kunne indføres i eksisterende kontrakter, og at en sådan retstilstand ville være
urimelig.
Landsretten lagde til grund, at V havde et ønske om at ændre sin virksomhedsstrategi, herunder ønskede ensartede ansættelsesvilkår for sine ansatte, idet over halvdelen havde en bestemmelse om forkortet varsel efter funktionærlovens § 5, stk. 2 (120-dages reglen). Det forhold, at V generelt i sine ansættelsesvilkår ønskede at indføre 120-dages regelen, der i sig selv er et lovligt standardvilkår, var efter landsrettens opfattelse rimeligt begrundet i V’s forhold, hvorfor landsretten – modsat byretten – ikke fandt grundlag for at tilkende M en godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b.
(Østre Landsrets dom af 25. maj 2004)