Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed, Ns, ansættelse af to IT-konsulenter fra en anden virksomhed, VM, udgjorde en overtrædelse af et ansættelsesforbud, der var aftalt mellem de to virksomheder, og hvorvidt en eventuel overtrædelse skulle udløse en konventionalbod på kr. 1.500.000.
VM, der er en svenskejet børsnoteret virksomhed, beskæftiger sig med levering af IT-konsulentydelser, herunder softwareudvikling og tilpasning bl.a. indenfor Microsoft Business Solutions økonomiprogram Axapta.
N er en dansk IT-konsulentvirksomhed, som leverer konsulentydelser indenfor samme program. Virksomheden er beliggende i Odense og har 21 medarbejdere.
De to parter indgik i oktober 2004 en konsulentrammeaftale vedrørende ydelser leveret af VM til N. Standardkonsulentvilkårene indeholdte en klausul, hvorefter kunden (N) ikke uden VMs samtykke aktivt måtte ansætte eller på anden måde tilknytte VMs konsulenter, og overtrædelse af bestemmelsen var sanktioneret med en konventionalbod på kr. 750.000 pr. gang.
Samtidig med konsulentrammeaftalen blev der indgået en delaftale om et konkret samarbejde mellem parterne om levering af IT-konsulentydelser til en bestemt kunde i Odense.
Denne delaftale indeholdt en mere vidtgående gensidig forpligtigelse til ikke at ansætte hinandens medarbejdere i hele den pågældende aftales løbetid samt 12 måneder efter aftalens ophør, ligesom delaftalen indeholdt navne på konkrete konsulenter, der var tilknyttet projektet.
De to medarbejdere, der gav anledning til sagen, arbejdede ikke på det projekt, der var omfattet af delaftalen.
I januar 2005 søgte N gennem et rekrutteringsbureau nye medarbejdere, og en medarbejder hos VM reflekterede på annoncen. Som følge heraf kontaktede Ns administrerende direktør salgschefen hos VM med henblik på at få VMs accept af, at den pågældende kunne ansættes, hvilket blev givet under nærmere angivne betingelser.
I juni 2005 købte VM en division i en anden IT-virksomhed, der var beliggende i Odense, og af overdragelsesaftalen fremgik det, at aktiviteten bl.a. omfattede 24 medarbejdere – herunder de to, som gav anledning til den konkrete sag.
Ligeledes i juni 2005 blev de overdragne medarbejdere orienteret om overdragelsen og dennes betydning for deres ansættelsesforhold, som bl.a. indebar, at de pågældende medarbejdere i fremtiden skulle arbejde i Kolding. Medarbejderne fik herunder ligeledes oplyst, at ansatte, der ikke ønskede at flytte med, kunne betragte sig som opsagt.
Samme dag samt i dagene umiddelbart efter modtog N herefter 2 ansøgninger fra medarbejdere fra den overdragne IT-virksomhed. Den ene henvendelse henviste til et tidligere mundtligt ansættelsestilbud fra N fra april 2005, mens den anden henviste til tidligere drøftelser under en privat sammenkomst.
Af begge henvendelserne fremgik det, at formålet bl.a. var at få afklaret, om de ansatte ville være nødt til at meddele VM, at de flyttede med til Kolding.
N valgte at ansætte de to medarbejdere, som herefter opsagde deres stillinger hos VM i slutning af juni 2005.
Spørgsmålet for retten var, om de to medarbejderes ansættelse hos N udgjorde en overtrædelse af enten konsulentrammeaftalen eller delaftalen.
Vedrørende delaftalen nåede retten enstemmigt frem til, at delaftalens ansættelsesforbud kun omfattede de medarbejdere, der arbejdede på det specifikke projekt, hvilket ikke gjorde sig gældende for de to nyansatte. Situationen var herefter den, at rammeaftalens ansættelsesforbud kun ville være overtrådt, hvis N aktivt havde ansat de to pågældende medarbejdere, jf. konsulentrammeaftalen.
To af rettens dommere – de to ikke-jurister – nåede frem til, at Ns ansættelse af de pågældende udgjorde en aktiv ansættelse, også selvom forhandlingerne fandt sted på baggrund af en henvendelse fra medarbejderne, og uanset om disse eventuelt kunne betragte sig som værende i opsagt stilling. Under henvisning til, at den aftalte konventionalbod var usædvanlig høj for branchen fandtes denne imidlertid at burde nedsættes til kr. 250.000 pr. overtrædelse i medfør af Aftalelovens § 36.
Den juridiske dommer mente omvendt, at N gennem en lang periode forud for VMs overtagelse af IT-virksomheden havde tilbudt de to medarbejdere ansættelse, og at det i øvrigt måtte lægges til grund, at initiativet til de forhandlinger, der førte til ansættelsen, udgik fra medarbejderne og ikke fra N. Den juridiske dommer lagde også vægt på, at overdragelsen af IT-virksomheden, hvor medarbejderne tidligere var ansat, indebar en væsentlig ændring af arbejdsstedet, som de ansatte ikke var pligtige at tåle, hvorfor de var berettigede til at hæve ansættelsesforholdet umiddelbart i forbindelse med overdragelsen. Under disse omstændigheder, hvor VM således var årsag til, at ansættelsesforholdet kunne bringes til ophør, fandtes disse medarbejdere derfor ikke at være omfattet af konkurrenceklausulen, ligesom N ikke fandtes aktivt at have ansat dem, hvorfor den juridiske dommer ville frifinde N.
(Sø- og Handelsrettens dom H-66-05 af 28. juli 2006).
Kommentar
Denne dom er først og fremmest interessant, fordi retspraksis indenfor området ansættelsesforbud er særdeles sparsom – og desuden selvfølgelig fordi fagdommerne og den juridiske dommer når til hver sit resultat. Man kan altid diskutere, om indirekte konkurrenceklausuler af denne art overhovedet bør være lovlige/kunne håndhæves. Set i relation til medarbejderne fungerer de jo fuldstændig som en normal konkurrenceklausul – bortset fra, at medarbejderen sjældent vil få kendskab til klausulens eksistens og jo heller ikke blive kompenseret økonomisk på nogen måde.
I den konkrete situation hvor de pågældende medarbejdere kun blev ansat hos VM som følge af virksomhedsoverdragelsen – og kun i en ekstremt kort periode, eftersom de stort set allerede ved ansættelsesforholdets start var berettiget til at hæve ansættelsen som følge af flytningen – er det dog vanskeligt ikke at have mest sympati for mindretallets afgørelse.