Den 18. marts 2015 blev forslaget til en ny udbudslov fremsat i Folketinget. Forventet ikrafttræden 1. oktober 2015.

Formålet med lovforslaget er at fastlægge procedureregler for offentlige indkøb, med henblik på at sikre en effektiv konkurrence, med det mål at opnå størst mulig værdi for de offentlige midler.

Det gældende udbudsdirektiv er implementeret i Danmark ved bekendtgørelse.

Lovforslaget gennemfører det reviderede udbudsdirektiv, der skal være implementeret i medlemsstaterne senest i april 2016 og samler en række regler på udbudsområdet i en samlet lov.

Den nye lov er baseret på udvalg om dansk udbudslovgivnings 846 siders rapport fra december 2014.

Lovforslaget skal skabe en større klarhed om reglerne i deres helhed, og herudover en øget klarhed på en række konkrete punkter, blandt andet med hensyn til muligheden for ændring af kontrakter, samt om anvendelse af rammeaftaler.

Der åbnes op for mere fleksible udbudsprocedurer under udbud med forhandling og konkurrencepræget dialog. Det bliver herudover muligt at anvende en helt ny udbudsprocedure for innovationspartnerskaber.

Muligheden for at inddrage hensyn omrking bæredygtige indkøb understøttes i forslaget, herunder inddragelse af krav til mærkninger af produkter mv.

Et vigtigt mål har været at skabe en forenkling af udbudsreglerne Det gælder blandt andet reglerne for indkøb af varer og tjenesteydelser under EU’s tærskelværdier, der vil gøre det enklere for det offentlige at gennemføre mindre indkøb.

Læs mere om lovforslaget på http://www.udbudslov.dk