Sagen drejede sig om, fra hvilket tidspunkt ToldSkat skulle betale rente ved tilbagebetalingen af et fejlagtigt indbetalt beløb. En sparekasse havde den 21. maj 2001 ved en fejl indbetalt kr. 7.540.531 til ToldSkat. Der skul-le alene indbetales kr. 1.118 på girokonto 7540531. Altså havde sparekassen i beløbsfeltet anført girokon-tonummeret. Dagen efter fremsendte sparekassen det korrekte beløb og anmodede om tilbagebetaling af kr. 7.540.531. Den 1. juni 2001 tilbagebetalte ToldSkat kr. 2.236, og den 20. juni 2001 tilbagebetaltes resten af beløbet. Sparekassen rejste nu krav om betaling af en måneds rente. Landsretten kom til, at sparekassen ikke havde krav på rente. Dette skyldtes dels, at forfalds-dagen for tilbagebetalingsdagen ikke var fastsat i forvejen, dels at landsretten ikke ville anvende en undtagelsesbestemmelse i renteloven på sparekassens tilbagebetalingskrav, der jo var opstået som følge af sparekassens egen fejl, ligesom det var berettiget, at ToldSkat brugte tid på at undersøge tilbagebetalingskravet nærmere.
(TfS 2003.159 VLD)
Kommentar: Dommen er helt rigtig juridisk. Dette skyldes at den fejlagtige indbetaling er sket ved en fejl fra sparekassens side. Var fejlen ToldSkats, f.eks. urigtig opkrævning, var sparekassen blevet tilkendt renter. Men det virker hårdt, at ToldSkat kan score en måneds gratis rente på sparekassens bekostning. Det er jo påfaldende, at sparekassen får pengene tilbagebetalt netop dagen før ToldSkat skal til at betale renter. Under alle omstændigheder burde ToldSkat være hurtigere til at undersøge, om tilbagebetalingskravet er berettiget.