Forældre med orlov efter barsels- eller ligebehandlingsloven kan frit og uden begrænsninger tilrettelægge deres orlov.
Dommen fra Højesteret har sat fokus på et særdeles relevant emne – forældres ret til selv at have det afgørende ord, når orlov i forbindelse med forældreskab skal fastlægges.
En medarbejder i en virksomhed stod for at skulle adoptere et spædbarn og opsøgte derfor arbejdsgiveren for, at få lov til at få sin orlov efter ligebehandlingsloven (nu: også barselsloven) fordelt over et længere tidsrum, således at han havde orlov mandag og tirsdag i hver uge. Planen var, at han og hans hustru skulle dele ugens dage imellem sig, således at hustruen havde orlov fra onsdag til fredag. Hustruen arbejdede ikke i samme virksomhed.
Arbejdsgiver ønskede ikke, at imødekomme medarbejderens krav om fordeling af orloven på denne måde, hvorefter medarbejderen sagde op i protest. Problemet var ikke, at arbejdsgiver ikke ville opfylde lovens krav med hensyn til medarbejderens ret til at have orlov, men arbejdsgiver mente, at den opdeling, som medarbejderen ønskede, ikke var forenelig med forældreorlovssystemet.
Medarbejderen anlagde sag mod arbejdsgiver med påstand om, at arbejdsgiver skulle udbetale godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingslovens regler om barsel.
Landsretten mente, at den fordeling medarbejderen ønskede, måtte kræve meget sikker lovhjemmel – gerne med understøttelse af forarbejder. En sådan sikker støtte for medarbejderens synspunkt mente landsretten ikke forefandtes, hvorfor arbejdsgiveren blev frikendt.
Højesteret var principielt af samme synspunkt om selve hjemmelsproblematikken, men delte sig ellers i et flertal og et mindretal.
Flertallet gennemgik sammenhængen mellem ligebehandlings- og dagpengelovgivningen, forarbejderne hertil samt udtalelser fra fagministeren, og lagde herefter til grund, at den ændring af barselslovgivningen, der var sket i 2002, netop medførte at forældrene fremover kunne fastlægge orlov i forbindelse med barsel og adoption mere eller mindre frit. I tilslutning hertil anførte flertallet, at arbejdsgiverens administrationsbyrde ikke spillede nogen væsentlig rolle i et spørgsmål som det foreliggende.
Mindretallet fandt, særlig henset til den manglende lovhjemmel og de for arbejdsgiveren store administrative byrder, at der ikke var tilstrækkelige holdepunkter for at anse medarbejderens ønske som værende foreneligt med ligebehandlings- og dagpengeloven.
Arbejdsgiveren blev således forpligtet til at anerkende, at medarbejderens krav om fordeling af orloven var i overensstemmelse med barsels- og ligebehandlingsloven.
U.2007.2076 H
Kommentar:
Indledningsvist er det nødvendigt at bemærke, at lov om barsel er en opfindelse af nyere dato. Ligebehandlingslovens regler om barsel blev i 2006 flyttet til en selvstændig lov, hvorfor ovennævnte afgørelse ikke lovmæssigt må tages for bogstaveligt. Havde sagen været startet i dag, havde det været barsels- og dagpengeloven, der havde været det primære retsgrundlag. Højesteret henviser til barselsloven, da den på tidspunktet for højesterets domsafsigelse var vedtaget, men det medfører ingen realitetsændring af den afgørelse der træffes.
I år 2002 blev Ligebehandlingsloven ændret således, at der blev sat fokus på familielivet som institution. Ændringen betød, at fleksibilitet blev en selvfølge – forældrene kunne nu i fællesskab planlægge og tilrettelægge deres samlede orlov, således at det passede dem bedst.
Den typiske måde at afholde barsel på er at gå hjemme i et vist antal uger – eventuelt skiftes faderen og moderen. Barselsreglerne giver intet praj om, hvordan en sådan turnus kan udøves, men siger blot, at forældrene har ret til fravær fra arbejdet i 32 uger, samt at fravær kan falde i flere perioder.
Mindretallet fortolkede ordene uger og flere perioder som et udtryk for, at lovgiver havde haft til intention at tvinge forældrene til som minimum at afholde orloven i uger. Dermed måtte der være en mindstegrænse.
En sådan mindstegrænse havde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen dog i en udtalelse fra 2002 forkastet, grundet den administrationsbyrde en sådan grænse med al sandsynlighed ville medføre. Ganske vist er en ministeriel udtalelse ikke bindende, men lovbestemmelser bør naturligvis fortolkes i lyset af tilstedeværende udtalelser.
I nær sammenhæng hermed lægger mindretallet også administrationsbyrden til grund for, at en fordeling som M ønsker ikke er retmæssig, men set i lyset af ovennævnte udtalelse fra ministeren er betragtningen ikke holdbar. Flertallet går også ind og vurderer på det administrationsmæssige aspekt, men finder ikke, at hensynet til arbejdsgiver bør overstige hensynet til den fleksible tilgang til orlov, som barsels-, ligebehandlings- og dagpengeloven åbner mulighed for.
Når alt kommer til alt, er der tale om et hjemmelsspørgsmål. Drejer det sig om forhold, der bevæger sig på kanten af det lovlige kan grænsedragningen være svær at foretage – også for domstolene. Særlig når den ene part formodentlig er svagere end den anden, som forholdet ofte er i ansættelsesforhold.