En erhvervslejer, der havde haft lejemålet i 24 år, betalte ikke lejen for april 2003 rettidigt, som følge af at hans bank under hans ferie ikke gennemførte en bankoverførsel, fordi en medarbejder i banken ved en fejl havde overset en aftale om at honorere overførslen uanset eventuelt overtræk.
Udlejers advokat havde den 8. april sendt et påkrav med et påkravsgebyr på kr. 519,00 og en frist, der udløb den 14. april.
Erhvervslejeren opdagede fejlen, da han kom hjem fra ferie og lejen blev betalt ved bankoverførsel den 14. april 2003, men på grund af en fejl fra bankens side blev påkravsgebyret ikke betalt.
Bankens medarbejder orienterede samme dag telefonisk udlejers advokat om overførslen af lejen og spurgte, om alt nu var i orden. Advokaten lovede at undersøge sagen og ringe tilbage, men dette skete ikke.
Ved brev af 15. april 2003 fra udlejers advokat, blev lejemålet ophævet.
Den 22. april, der på grund af påsken var den første hverdag efter modtagelsen af ophævelsen, betalte banken påkravsgebyret ved overbringelse pr. bud.
Østre Landsret fandt, at misligholdelsen ikke var af væsentlig betydning henset til, at gebyret udgjorde et mindre beløb, at der var tale om en kort forsinkelse regnet fra ophævelsestidspunktet, at forsinkel-sen med lejebetalingen skyldtes en misforståelse mellem bankens medarbejdere, og at lejemålet havde varet i 24 år.
Kommentar: Det skal fremhæves, at landsretten ved bedømmelsen af væsentligheden føjer lejemålets varighed til som et fjerde moment udover de tre, som fogedretten også anførte. Efter hidtidig praksis fo-rekommer de tre momenter umiddelbart tilstrækkelige.
Dommen kan læses i TBB 2004 side 32.