To håndværkere blev mandag den 18. juni 2018 eftermiddag idømt fængselsstraffe for gentagne tilfælde af grov vold og mishandling af en 20-årig mand, som var lærling, da volden blev begået. De to mænd på 25 og 30 år fik hver otte måneders ubetinget fængsel.

Mændene har lagt lærlingen ned på jorden, holdt ham fast og stukket et kosteskaft eller en tømrerblyant op i eller op mod hans endetarm.

To medgerningsmænd, som deltog i ét af tilfældene, blev idømt henholdsvis tre måneders ubetinget fængsel og 40 dages betinget fængsel. De to medgerningsmænd på 32 og 36 år er udenlandske statsborgere og blev begge udvist betinget med en prøvetid på to år.

Lærlingen blev udsat for i alt fem overfald. Det første foregik i marts 2016, mens det sidste fandt sted i september 2016.

Det var i det sidste tilfælde, at de to medgerningsmænd medvirkede. Den ene filmede episoden, mens den anden hjalp med at sprede lærlingens ben og stemme imod, da kosteskaftet blev presset mod lærlingens endetarm.

KOMMENTAR: De tiltalte håndværkere mente, at der var tale om uskyldige drengestreger og at det var i overensstemmelse med kulturen på arbejdspladsen. Det kan være svært at forstå en sådan holdning. Der burde være stopklodser for den slags. Spørgsmålet er også: hvor er ledelsen henne? De dømte håndværkere har fået sig en gevaldig forskrækkelse og skal nu smage konsekvenserne. Forhåbentlig kan sagen være med til at sende et signal om at sådan gør vi altså ikke i et civiliseret samfund.

Kilde: DR