En lejer af et erhvervslejemål ønskede at få nedsat lejen, idet det var hans opfattelse, at den aktuelle leje lå væsentligt over markedslejen. Til brug for lejerens vurdering af lejeniveauet i lokalområdet indhentede han en erklæring fra en ejendomsmægler, hvori denne gjorde rede for lejeniveauet i lokalområdet.
I forbindelse med at lejeren indgav stævning mod udlejer, blev den af lejer indhentede erklæring fremlagt. Lejeren begærede endvidere afholdt syn og skøn i overensstemmelse med erhvervslejelovens regler med henblik på at få fastslået lejeniveauet i lokalområdet.
Udlejer gjorde heroverfor gældende, at den af lejer ensidigt indhentede erklæring om lejeniveauet skulle udgå af sagen. Lejer anførte heroverfor, at der i nyere retspraksis er givet tilladelse til at fremlægge erklæringer indhentet inden sagsanlægget som led i en parts naturlige bestræbelser på at underbygge sin påstand.
Boligretten kom i sin kendelse frem til, at erklæringen ikke måtte indgå i sagen, idet erklæringen ikke kunne sidestilles med de speciallægeerklæringer og tekniske undersøgelser, som tidligere er tilladt fremlagt, uanset at disse har været indhentet ensidigt af den ene part. Endvidere havde lejeren begæret syn og skøn om selv samme spørgsmål, som var besvaret i den af lejer ensidigt indhentede erklæring.
Landsretten stadfæstede boligrettens afgørelse.
(Vestre Landsrets kendelse af 23. september 2009 i kære 2. afd. B-1439-09)