Der kan jævnligt opstå tvivl om, hvorvidt en lovændring har betydning for aftaler indgået, før ændringen trådte i kraft.
Højesteret har afsagt dom i en sådan sag på Erhvervslejerettens område.
Sagen havde sit udspring i en lejeaftale vedrørende et erhvervslejemål indgået i 1995, hvor det i kontrakten var anført, at lejen for lejemålet aldrig kunne nedsættes i forhold til den aftalte leje, som reguleret efter nettoprisindeks og stigninger i skatter og afgifter.
På tidspunktet for lejekontraktens indgåelse var lejeaftaler både på boligområdet og på erhvervsområdet reguleret af Lejeloven, efter hvilken en sådan aftale om, at en lejer ikke kan kræve nedsættelse af lejen til den gældende markedsleje, havde været ugyldig.
Lejeren krævede i december 2002, at lejen skulle nedsættes under henvisning til, at den var væsentlig højere end markedslejen, med henvisning til de herom gældende bestemmelser Erhvervslejeloven, der trådte i kraft 1. januar 2000. Bestemmelserne i Erhvervslejeloven, hvorefter en lejer kan kræve lejen nedsat, er væsentligt de samme som i den oprindelige lejelov.
Udlejer nægtede nedsættelse af lejen under henvisning til lejekontraktens bestemmelse, der forbød dette, og under henvisning til, at sådanne aftaler efter 1. januar 2000 i henhold til den nye erhvervslejelov gyldigt kunne indgås.
For såvel Landsret som Højesteret blev resultatet, at lejeaftalen på dette punkt blev kendt ugyldig. Dette er dels i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om anvendelse af ny lovgivning på ældre aftaler, dels i overensstemmelse med lovens forarbejde, herunder de bemærkninger der var blevet afgivet om loven i forbindelse med dens vedtagelse.
(Højesterets dom af 2. maj 2007 i sag 339/2006.)
Der er intet overraskende i dommen, der, som anført ovenfor, og som i øvrigt anført i dommens egen tekst, er i fuld overensstemmelse med den normale måde, man i Danmark fortolker ældre aftaler i forhold til ny lovgivning. Det kan forekomme urimeligt, at et vilkår i en aftale indgået med en anden erhvervsdrivende, der gyldigt kunne indgås i dag, bliver tilsidesat på baggrund af lovgivningen på aftaletidspunktet.
Det er imidlertid i god overensstemmelse med helt almindelige retsbeskyttelsesprincipper, at en person, der indgår en aftale, skal have sikkerhed for, at aftalen også vil gælde i tilfælde af senere lovændringer. Det, der blot gør denne sag ejendommelig, er, at man i dette tilfælde altså har beskyttet en lejer mod at være bundet af en aftale, han havde indgået og underskrevet på.
Dette medfører, at dommen overfladisk set ser ejendommelig ud, men Højesteret har ikke rystet på hånden i forhold til at fastholde de almindeligt anerkendte retsbeskyttelsesprincipper.