Ved Vestre Landsret har Skatteministeriet taget bekræftende til genmæle i en sag vedrørende beskatningen af fortjenesten på en solgt grund, hvor handlen blev ophævet på grund af mangler ved grunden. Konsekvensen er, at skatteyderen ikke skal beskattes.

Jeg har tidligere på Lovorientering omtalt Landsskatterettens kendelse offentliggjort som SKM 2007.897 LSR. Skatteyderen indbragte kendelsen for Vestre Landsret, hvor sagen nu har fundet sin slutning.

Sagens omstændigheder var, at en skatteyder i 2004 solgte en byggegrund. Af købsaftalen fremgik bl.a. at køber havde ret til omgående og for egen regning at lade jordbunden undersøge. Køber kunne træde tilbage fra handlen, såfremt han senest 20 dage efter købsaftalens underskrift gav meddelelse herom til sælger og tillige dokumenterede at der på byggegrunden kræves ekstrafundering. Køberen fik ikke grunden undersøgt inden fristens udløb. Ved en senere jordbundsundersøgelse og et efterfølgende syn og skøn viste det sig, at der var byggeaffald i jorden, og at jorden ikke var egnet til haveanlæg og dyrkning af grøntsager. Skønsmanden udtalte, at bortkørsel af jorden og påfyldning af ny jord ville medføre, at anlæg af have ville være mere bekostelig end den overdragelsessum, som var aftalt mellem sælger og køber. Køberen hævede herefter handlen. Ved en dom afsagt i 2006 blev køberen anset for berettiget til at hæve handlen. Af dommens præmisser fremgik, at vilkåret om at køber kunne træde tilbage inden for en frist af 20 dage alene vedrørte spørgsmålet om bæredygtighed i relation til opførelse af et hus. Den konstaterede forurening med byggeaffald, og de med en afhjælpning heraf forbundne udgifter, medførte at byggegrunden savnede egenskaber, som også uden udtrykkelig angivelse måtte anses for garanterede. Ejendommen blev herefter tilbageskødet til sælger.

Landsskatteretten nåede i SKM 2007.897 LSR frem til, at skatteyderen var skattepligtig af fortjenesten, uanset at handlen senere blev hævet.

Skatteministeriet har nu taget bekræftende til genmæle over for skatteyderens påstand om at han ikke skal beskattes (SKM 2008.1055 VL).

Kommentar:

Som jeg skrev i min kommentar til Landsskatterettens kendelse, var resultatet af kendelsen ikke rimeligt. Kendelsen betød at skatteyderen blev beskattet af en fortjeneste han ikke oppebar, da handlen blev hævet og ejendommen tilbageskødet. Med resultatet for Vestre Landsret, hvor Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, er det rimelige resultat opnået.

Med Vestre Landsrets afgørelse må retsstillingen nu være, at såfremt en aftale hæves på grund af oprindelige mangler, så ophæves beskatningen også. Det må dog være en betingelse, at manglerne ikke er undergivet parternes rådighed. I Vestre Landsrets sag havde skatteyderen og hans køber ført retssag om, hvorvidt handlen med grundstykket kunne hæves eller ej, og i denne civile sag var retten kommet til at der kunne hæves. Manglerne var ikke undergivet parternes rådighed. Havde der derimod været tale om en handel mellem interesseforbundne parter, f.eks. hovedaktionær og hans selskab, og havde det kunnet påpeges, at der var en skattemæssig fordel i at hæve handlen, tror jeg ikke at Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle.

Referatet af Vestre Landsrets afgørelse indeholder ingen angivelse af Skatteministeriets bevæggrunde for at tage bekræftende til genmæle. Det ville være godt, såfremt Skatteministeriet offentliggjorde en kommentar om dets bevæggrunde.