En 25-årig mand blev ved en domsmandsret fundet skyldig i at have deltaget i en arrangeret kapkørsel med en anden bil i et industriområde i udkanten af Middelfart. Der var tilskuere til stede, og kap kørslen fandt sted i bymæssig bebyggelse, hvor hastigheden ikke må overstige 50 km/t.
Retten fandt det bevist, at tiltalte havde kørt med en hastighed på mindst 119 km/t i vejens venstre side, idet retten lagde afgørende vægt på den hastighedskontrol med laser og de iagttagelser, som en politiassistent havde foretaget.
Retten udtalte, at tiltalte ved at deltage i den arrangerede kapkørsel med høj hastighed i bymæssig bebyggelse og på en vej med udkørsler og sideveje, hvor der var tilskuere til stede, havde kørt på en særlig hensynsløs måde.
Herefter idømte retten den tiltalte fængsel i 30 dage og en samlet bøde på 10.000 kr. Det blev bestemt, at fængselsstraffen ikke skulle afsones på betingelse af, at tiltalte udførte samfundstjeneste i 30 timer.
Retten bemærkede, at der ikke i sagen forelå omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af udgangspunktet om, at der for særlig hensynsløs kørsel uden personskade skulle idømmes en fængsels¬straf, som blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Tiltalte blev frakendt retten til at føre bil i 6 måneder.
Endelig blev der foretaget konfiskation af tiltaltes bil, som tiltalte havde oplyst, han havde købt 2 dage forinden for 40.000 kr.