Sælgeren F modtog i april og august 1997 to skriftlige advarsler for manglende fremmøde.
I oktober 1997 modtog F på ny en skriftlig advarsel fra arbejdsgiveren A, hvor mødepligten blev indskærpet. Da F siden mødte 45 minutter for sent og ikke havde afleveret arbejdsrapport for den kommende periode, bortvistes F.
Byretten udtalte, at bortvisningen måtte bedømmes på grundlag af den begrundelse, som var angivet i bortvisningsskrivelsen.
Da der ikke forelå præcise oplysninger om, hvornår F tidligere skulle være mødt for sent, samt hvornår og hvordan dette i så fald skulle være påtalt, kunne Fs for sene fremmøde ikke anses for at udgøre en så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at bortvisningen var berettiget, heller ikke selvom F forud herfor havde modtaget en advarsel om at møde til tiden.
Da der ikke forelå advarsler vedrørende manglende aflevering af arbejdsrapporter, var Fs manglende aflevering heraf tilsvarende ikke en så grov misligholdelse, at A havde været berettiget til at bortvise F.
I bortvisningsskrivelsen var ikke påberåbt andre forhold som begrundelse. Herefter fandtes bortvisningen uberettiget. Fs for sene fremmøde kunne under de foreliggende omstændigheder dog i sig selv have dannet grundlag for en berettiget opsigelse, hvorfor F ikke tilkendtes godtgørelse i medfør af funktionærlovens § 2 b.
Landsretten stadfæstede af de af byretten anførte grunde dommen (Vestre Landsrets dom af 20. marts 2001 i ankesag 3. afdeling B-1850-99)