En funktionær, F, der var ansat som førstemand i virksomheden V, blev af V’s ejer foreholdt, at hans salg i to tilfælde af dels en dvd, dels to cd’er ikke var slået ind på kasseapparatet. F underskrev herefter en af V udarbejdet erklæring, i henhold til hvilken F opsagde sin stilling på grund af underslæb, og at han fratrådte med øjeblikkelig virkning.
F anlagde herefter sag mod V med krav om løn i opsigelsesperioden og godtgørelse for uberettiget afskedigelse, idet F gjorde gældende, at den af ham afgivne opsigelse ikke kunne tillægges betydning, da han reelt var blevet bortvist. F hævdede endvidere, at han ikke havde tilegnet sig betalingen i de to tilfælde, da han i den ene situation blot havde lånt beløbet af kassen, inden salget var blevet registreret, og at V – uden at der forelå klare retningslinjer herfor – normalt accepterede, at de ansatte lånte småbeløb fra kassen. Vedrørende det andet tilfælde gjorde F gældende, at der var sket en fejlbetjening af kasseapparatet. Østre Landsret udtalte i dommen, at opsigelsen ikke kunne tillægges vægt, da den ikke var udfærdiget af F selv, ligesom F havde underskrevet under trussel om politianmeldelse. Landsretten lagde endvidere vægt på, at F’s advokat umiddelbart efter opsigelsen havde protesteret herover. Som følge heraf måtte F anses som bortvist af V. På baggrund af vidneforklaringerne fandt Østre Landsret det imidlertid bevist, at F uretmæssigt havde tilegnet sig betalingen for dvd’en, idet han ikke havde fulgt V’s retningslinjer for lån fra kassen eller i øvrigt havde givet V’s ejer eller en anden ansat meddelelse om lånet. Landsretten lagde yderligere til grund, at F ikke havde slået salget af den ene cd ind på kasseapparatet, og at det herefter måtte have stået ham klart, at der var en positiv kassedifference svarende til prisen for cd’en – kr. 159,95. Da det efter V’s ejers forklaring kunne lægges til grund, at kassedifferencen ved lukketid alene var på cirka kr. 10,-, anså landsretten det for godtgjort, at F uretmæssigt havde tilegnet sig differencen. Som følge heraf fandt Østre Landsret, at F i begge tilfælde havde udvist en så grov misligholdelse, at V’s bortvisning var berettiget.