En enke, der sad i uskiftet bo, gav i 1982 pantebreve på 8.000 kr. i gave til hver af hendes 3 børn. Af pantebrevene fremgik, at enken skyldte 8.000 kr., og at pantebrevene var rente- og afdragsfrie. Pantebrevene forfaldt dog ved salg af ejendommen (pantet). Yderligere var pantebrevene uopsigelige fra kreditors (børnenes) side indtil debitor (enken) afgik ved døden. Ved allonger udfærdiget i 1983 blev pantebrevene forhøjet fra 8.000 kr. til 16.000 kr. Samtidig blev der tilføjet bestemmelse om, at pantebrevene i tilfælde af debitors død skulle forrentes med 9% p.a. fra dødsdagen. Enken døde den 17. oktober 2000. I boopgørelsen var fratrukket gælden på pantebrevene samt renter siden dødsfaldet. Ved beregningen af boafgift forhøjede skifteretten bobeholdningen med 50.676 svarende til pantebreves hovedstole og påløbne renter. Skifterettens begrundelse var, at gaverne ikke var effektueret inden dødsfaldet, og gaverne var derfor ikke virkeligt ydet.
Arvingerne påklagede skifterettens afgørelse til landsretten. Arvingerne gjorde gældende, at der var tale om gaveafgiftsfri gaver, der var i ydet i 1982 og 1983, da gaverne var ydet udstedelsen af pantebrevene med pant i fast ejendom og den efterfølgende tinglysning. Efter arvingernes opfattelse var der med pantebrevene etableret en reel gældsforpligtelse og en indskrænkning i pantsætters rådighed over ejendommen. Yderligere havde børnene fået et formuegode at som de kunne disponere over ved videresalg eller til sikkerhed ved låneoptagelse.
Landsretten stadfæstede skifterettens afgørelse.
(2005.649 ØLD)
Kommentar:
Der skal efter boafgiftsloven betales gaveafgift med 15%, såfremt værdien af gaver til børn overstiger kr. 52.700 i et enkelt år. Tidligere var grænsen kr. 8.000. Efter samme lov skal der betales boafgift på 15% på arv til børn, der overstiger kr. 236.900. Det er derfor naturligt, at man søger at begrænse den arv, som der skal betales boafgift af. I den refererede dom skete dette ved at arvelader udstedte gældsbreve, der først skulle forfalde ved videresalg af den ejendom arvelader boede i og ultimativt ved arveladers død. Dette accepterede Østre Landsret ikke.
Den bagved liggende begrundelse er, at man ikke med boafgiftsmæssig konsekvens kan give gaver, der ikke er virkeligt ydet. Dommen kan ses som et udslag af ?skrumpeprincippet?. Hvis indholdet i gavegivers pung ikke skrumper, er der ikke ydet en gave. I dommen var arvelader ikke blevet fattigere da gaverne blev ydet, men ville først blive fattigere, ved salg af ejendommen (hvilket sikkert ikke var tanken), efter at være afgået ved døden.
Arvingernes argumentation er heller ikke særlig stærk. Uanset at arvingerne i teorien kunne disponere over pantebrevene, ville pantebrevenes værdi være yderst beskeden, da en køber af pantebrevene eller en panthaver skulle acceptere pantebrevenes bestemmelser om forfaldstid.