Sagen vedrørte spørgsmålet om bevisbyrde i henhold til Ligebehandlingslovens § 16 stk. 4 ved opsigelse af en gravid medarbejder. Højesteret udtalte, at bestemmelsens ordlyd og formål er at fritage lønmodtageren for at bevise, at graviditeten har indgået i begrundelsen for afskedigelsen. Højesteret fastslog videre, at bedømmelsen af om arbejdsgiveren havde løftet sin bevisbyrde, må bero på en samlet vurdering, herunder om arbejdsgiveren må anses for ved afskedigelsen at have haft kendskab til graviditeten.
Efter den konkrete bevisførelse måtte det henstå som usikkert om virksomheden på afskedigelsestidspunktet var bekendt med, at den ansatte var gravid. Herefter – og under hensyn til, at arbejdsgiveren i øvrigt ikke havde godtgjort andre grunde for afskedigelsen – fandt Højesteret ikke, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke var begrundet i graviditeten. Medarbejderen – der ved afskedigelsen havde været ansat i lidt over 3 måneder – blev tillagt en godtgørelse på 26 ugers løn.
Dommen ændrede Vestre Landsrets afgørelse, som havde lagt til grund, at det måtte påhvile den ansatte at påvise, at arbejdsgiveren var bekendt med graviditeten på opsigelsestidspunktet.
(Højesterets dom af 18. august 2004 i sag 452/2002)