At goodwill er vanskeligt at værdiansætte og at det kan have betydelige skadevirkninger, hvis man gør det forkert, er denne afgørelse et lysende eksempel på.
En person havde i en årrække handlet med værdipapirer med videre i en personlig ejet virksomhed. Han ønskede at omdanne virksomheden til et selskab og overdrog derfor disse personlig drevne aktiviteter til et anpartsselskab, hvori han selv var eneanpartshaver.
I den af ham selv udarbejdede købekontrakt mellem ham og selskabet fremgik det at salget omfattede en goodwill med en værdi på ca. kr. 1.7 millioner, svarende til overskuddet i det umiddelbart forudgående år.
Højesteret fandt i lighed med tidligere instanser, at der ikke havde været forbundet nogen goodwill med den overdragne virksomhed. Hele karakteren af virksomheden understøttede dette. Der var således ikke grundlag for at antage, at denne værdipapirhandel havde været forbundet med kundekreds, forretningsforbindelse eller lignende.
Højesteret nåede således frem til, at vederlaget for goodwill var maskeret udlodning og skulle beskattes som sådan.
En anden problemstilling, som jeg kort skal nævne er, at skatteyderen i købekontrakten havde lavet et skatteforbehold for det tilfælde, at skattemyndighederne ville forkaste værdiansættelserne. Dette forsøgte skatteyderen under sagen at gøre gældende, således at handlen kunne gå tilbage. Hertil sagde Højesteret, at bestemmelsen om goodwill i kontrakten alene havde haft til formål at omkvalificere en skattepligtig udlodning til et skattefrit vederlag for goodwill, uden at der var noget grundlag for det og på dette grundlag kunne skatteforbeholdet ikke påberåbes overfor skattemyndighederne.
(Højesterets dom af 10. juni 2005 i sag 442/02 (2.afd.), UfR NyhedsService 2005/25p81)