Der er grund til særlig opmærksomhed ved overdragelse af aktiver mellem et selskab og anpartshaveren eller dennes familie.
I denne sag drejer det sig om salg af en ejendom til en søn.
Et anpartsselskab havde opført en ejendom med videresalg for øje, men det var ikke lykkedes at sælge huset og derfor blev det udlejet til eneanpartshaverens søn.
Efter ca. 4½ års lejemål købte sønnen ejendommen for 750.000 kr. kontant uden, at der havde medvirket ejendomsmægler ved salget. Ejendommen var vurderet til 910.000 kr. og derfor forhøjede skattemyndighederne selskabets selvangivne indkomst med 150.000 kr., idet skattemyndighederne gjorde gældende, at den reelle købesum havde været 910.000 kr., og at man var berettiget til at fiksere købesummen til dette beløb.
Ved landsskatteretten blev der foretaget et syn og skøn, der nåede frem til en handelsværdi på 850.000 kr., hvorefter landsskatteretten forhøjede selskabets indkomst i forhold hertil.
Selskabet gjorde gældende, at der ved ansættelsen af ejendommens handelsværdi skulle tages hensyn til, at den var udlejet, samt at der normalt ville skulle have været afholdt sædvanlige sagsomkostninger.
Såvel landsretten som senere Højesteret gav imidlertid skattemyndighederne medhold i, at der skulle tages udgangspunkt i ejendommens handelsværdi, når man solgte den på denne måde, og vel at mærke i ejendommens handelsværdi ved salg mellem uafhængige parter.
Højesteret slog fast, at der ved denne vurdering ikke skulle tages hensyn til, at ejendommen var udlejet eller til, hvilke sædvanlige omkostninger, der ville være afholdt ved et sådant salg. Den indkomstforhøjelse som landsskatteretten havde besluttet, blev dermed stadfæstet. Der var dog dissens i Højesteret på resultatet.
(Højesterets dom af 8. marts 2005 i sag 96/2004 (1. afd., UfR Nyhedsservice 2005/12 p. 39)