En sponsortur til en europæisk by skønnedes ikke erhvervsmæssig for sponsorerne, og deltagerne ville derfor være skattepligtige af værdien af turen.

En fodboldklub havde forskellige sponsorater. I et af sponsoraterne indgik en tur til en europæisk by, og der var mulighed for at se en fodboldkamp mod særskilt betaling. Fodboldklubben oplyste, at formålet med turen var, at sponsorerne kunne netværke indbyrdes, og der var for hver sponsor lejlighed til at præsentere den pågældendes virksomhed. Programmet ville være afrejse fra Danmark fredag middag. Mulighed for at præsentere virksomheden og netværke på destinationen. Middag på restaurant fredag aften. Indlæg fra repræsentant for besøgsklub lørdag formiddag. Lørdag eftermiddag ville være på egen hånd. Fodboldkamp lørdag eftermiddag/aften samt hjemrejse umiddelbart herefter. Fodboldklubben ønskede oplyst, om deltagerne fra sponsorerne ville være skattepligtige af turens værdi.

Skatterådet bemærkede indledningsvist, at sponsorrejsen måtte anses for modydelsen til sponsoratet. Skatterådet fandt, at lønmodtagere, der foretager en af arbejdsgiveren betalt rejse, ikke er skattepligtig heraf, såfremt der er tale om en egentlig forretningsrejse, der har konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktivitet. Det samme gælder hvis der var tale om en studierejse og rejsen primært tilgodeser arbejdsgiverens interesser. Når der er tale om en sponsorrejse, skal rejsen vurderes som om det er sponsorvirksomheden selv, der har arrangeret rejsen.

Skatterådet vurderede herefter om networking kunne anses for en egentlig forretningsmæssig begrundelse for rejsen. Skatterådets vurderede, at dette ikke var tilfældet, da de personer, som der kan netværkes med, var helt tilfældige personer, der efter det oplyste ikke nødvendigvis havde andet til fælles end at de var sponsorer for fodboldklubben. På baggrund af oplysningerne om det påtænkte program fandt Skatterådet endvidere, at der ikke ville være tale om en studierejse primært i sponsorvirksomhedens interesse.

Deltagelse i sponsorrejsen ville derfor medføre beskatning for deltageren. (SKM 2009.429 SR)

Kommentar:

Sponsorater er ikke gratis. Sponsorerne forventer at få noget til gengæld. I den refererede sag ville fodboldklubben tilgodese sponsorerne med en tur til en europæisk fodboldkamp. Herved blev sponsorernes interesse for fodbold tilgodeset. For også at tilgodese det forretningsmæssige ville fodboldklubben også få de deltagende sponsorer til at netværke. At netværke kan anskues på flere måder. Der kan tages udgangspunkt i, at det for en virksomhed er en stor fordel, at de ansatte har et stort netværk. Der kan også tages udgangspunkt i, at værdien af de ansattes netværk ikke måles i kvantitet, men i kvalitet. Skatterådet tager sit udgangspunkt i netværkets kvalitet og ikke kvantiteten. Jeg mener ikke at Skatterådets standpunkt kan kritiseres. Der er tale om en sponsorrejse, hvor deltagernes fællesnævner er interessen for fodbold, og at de er sponsorer for fodboldklubben. Udgangspunktet for sponsorturen er fornøjelse. At fodbolden vejer tungt godtgøres også af, at der ville være indlæg fra besøgsklubben. Med dette udgangspunkt er det rimeligt at stille krav til det forretningsmæssige element, som jo var at netværke. Og her forekommer det yderst rimeligt at stille krav om kvaliteten af netværksarbejdet. Det kan i den forbindelse også have spillet ind, at der i deltagelsen i rejsen ikke lå en pligt til at netværke, men alene en mulighed.