En funktionær var ansat i en virksomhed som teknisk sælger. Ultimo 1999 omkom funktionærens søn ved en trafikulykke, hvorefter funktionæren havde flere sygeperioder. Da funktionæren ultimo august 2000 startede på arbejde efter afholdt ferie, havde ledelsen udarbejdet et notat, der præciserede, at sælgerne skulle udføre opsøgende salgsarbejde. Funktionæren vægrede sig mod at tage på kundebesøg, dels under henvisning til at han endnu ikke var klar til det, og dels da han ikke havde den fornødne tid. Virksomheden bortviste derefter funktionæren på grund af arbejdsvægring.
Landsretten lagde til grund, at ledelsen flere gange havde gjort sælgerne opmærksom på, at opsøgende salgsarbejde var en del af deres arbejdsopgaver, at funktionæren kun i begrænset omfang havde været på kundebesøg, og at dette var blevet påtalt af ledelsen i form af reprimander. I forbindelse hermed havde funktionæren oplyst, at han ikke havde tid til kundebesøg, men der var ikke grundlag for at antage, at ledelsen herved skulle have accepteret, at funktionæren ikke skulle deltage på lige fod med de andre sælgere i de udadvendte aktiviteter, og landsretten fandt derfor ikke, at ledelsens notat var en væsentlig ændring af funktionærens ansættelsesforhold.
Landsretten lagde videre til grund, at funktionæren på det første møde efter ferien fik at vide, at han kunne risikere at blive fyret, hvis han opretholdt sit standpunkt, og funktionæren havde derfor haft mulighed for at rette for sig, før han blev bortvist. Selvom ordet bortvisning ikke blev anvendt af ledelsen under samtalerne, måtte funktionæren – på baggrund af bemærkningerne i notatet om misligholdelse af de pålagte opgaver og situationen – indse, at den fyring, der var på tale, var en øjeblikkelig afskedigelse.
Landsretten tiltrådte derfor, at bortvisningen var berettiget.
(VLD af 24. september 2002).