En skibsfører på et gastankskib blev den 26. februar 1998 bortvist, fordi en urinprøve fra af 30. januar 1998 viste en urinalkoholpromille på 0,83. Rederiet havde af hensyn til sine kunder indført en alkoholpolitik, ifølge hvilken blodalkoholpromillen ikke måtte udgøre 0,4 eller derover, og det var i politikken fastsat, at en overskridelse heraf kunne medføre bortvisning.
Højesteret lagde til grund, at alkoholpolitikken var udformet på baggrund af krav fra V’s kunder og skyldtes sikkerhedshensyn, hvortil kom, at de ansatte gennem deres hyrekontrakt havde forpligtet sig til at overholde alkoholpolitikken, hvorfor denne måtte tillægges væsentlig betydning ved bedømmelsen af, om der forelå en grov fejl efter sømandslovens § 47, stk. 2.
På baggrund af udtalelser fra Retslægerådet lagde Højesteret til grund, at alkoholpromillen i S’ blod på et ikke nærmere angivet tidspunkt inden for en periode på 12-13 timer forud for afgivelsen af urinprøven havde oversteget 0,4 o/oo, selvom der even-tuelt blev givet et fradrag på 0,1 o/oo på grund af analyseusikkerhed. Højesteret tiltrådte derfor, at S havde overtrådt
reglerne for ansættelsesforholdet. Ved bedømmelsen af, om overtrædelsen berettigede til bortvisning, fandt Højesteret det af be-tydning, at der var tale om tilsidesættelse af regler, der var væsentlige for sikkerheden på gastankskibet, og at skibsføreren havde den højeste myndighed om bord. Under disse omstændigheder kunne det ikke tillægges afgørende vægt, at skibsføreren – ifølge sin egen forklaring – i det væsentlige indtog alkoho-len på et tidspunkt, hvor skibet lå for anker, og dets anløb formentlig ikke var umiddelbart forestående. Det var endvidere uden betydning, at alkoholpolitikken, der rettede sig til hele besætningen, alene angav, at tilsidesættelse kunne føre til bort-visning. På denne baggrund fandt Højesteret, at S havde gjort sig skyldig i en grov fejl i tjenesten, og at bortvisningen derfor var sket med rette, hvorfor V blev frifundet. (U2003.1991H))