Advokat Allan Ohms har skrevet denne kronik i Berlingske 20. januar 2014.
Arvingerne, hvor de efterladte slås om arven – men der er ikke grund til at kritisere den seks år gamle arvelov, skriver dagens kronikør.
Debatten om arveloven kalder – som meget andet – på skarpe vinklinger. Nu mener nogle tilsyneladende, at det er for galt, at gifte sikrer længstlevende og at forældre ikke stiller deres børn lige. Det var sjovt nok netop det, der var meningen med den nye lov: at give større fleksibilitet for testatorer, og der er ikke grund til at kritisere den seks år gamle arvelov på disse områder. Folketinget har gjort et udmærket stykke arbejde, som skal have lov til at virke.
Det er værd at repetere, at Folketinget med markant majoritet vedtog den nye arvelov 1. juni 2007. Forud havde man grundigt diskuteret eventuel ophævelse af reglerne om tvangsarv, men såvel Arvelovsudvalget, Justitsministeriet som Folketinget ønskede at bevare tvangsarveretten. Det blev bl.a. begrundet i at en afskaffelse ville være et brud med en rodfæstet retstradition. Desuden er tvangsarveret for børn formentlig i pagt med, hvad de fleste finder naturligt.
Tvangsarveretten yder i et vist omfang endvidere en livsarving beskyttelse mod pression fra arveladerens side i relation til valg af erhverv, ægtefælle og livsstil.
Som et væsentligt argument beskytter tvangsarvereglerne arveladerens særbørn, hvilket blev tillagt vægt, da denne gruppe af arvinger er i stadig vækst på grund af de ændrede familiemønstre.
Over for disse hensyn stod, at livsarvingerne i langt de fleste tilfælde vil være mellem 45 og 60 år ved arveladerens død. Forsørgelsesmæssige eller etableringsmæssige hensyn har derfor ikke længere samme vægt som et argument for bevarelse af tvangsarv, men dette fandt ingen tungtvejende nok til at sløjfe traditionen om tvangsarv helt.
Det førte til, at Folketinget nedsatte tvangsarven fra ½ til ¼ af den legale arvelod, som tilkommer livsarvingerne. Du kan altså nu frit bestemme over ¾ af det, du efterlader dig, mod førhen ½. Det blev direkte fremhævet, at et typisk ønske fra fleregangsgifte med hver sit hold børn og eventuelle fællesbørn er, at der ved førstafdødes død skal sørges bedst muligt for længstlevende, men at der ved længstlevendes død skal ske en ligestilling mellem parternes børn.
Denne ligestilling kan enten være, at hver part skal dele en halvdel, eller at man ønsker en fuldstændig ligedeling. Dette kunne på grund af de tidligere tvangsarveregler ikke altid lade sig gøre. Det ændrede Folketinget på ved den ny arvelov.
Nedsættelsen af livsarvingernes tvangsarv til ¼ af boet fører til, at det bliver muligt at testere en større del af boet til den arving – ofte en livsarving – der skal videreføre erhvervsvirksomheden. For yderligere at lette gennemførelsen af generationsskift af erhvervsvirksomheder indførte Folketinget adgang til ved testamente at beløbsbegrænse en livsarvings tvangsarv til en million kroner (pristalsreguleret for at modvirke en udhuling af tvangsarveretten – i år 1.170.000 kr.)
Dette kan navnlig være praktisk ved generationsskifte af større boer, hvor en erhvervsvirksomhed med betydelige værdier skal tilfalde en livsarving, og hvor der også er øvrige tvangsarvinger, der skal tilgodeses. Folketinget markerede hermed en beløbsmæssig øvre grænse for de sociale hensyn, som reglerne om tvangsarv fremover skal have.
Samtidig fastholdtes i et vist omfang det element af slægtsansvar, som er en del af baggrunden for tvangsarv. Det skete på velovervejet grundlag og er ganske fornuftigt.
Det var hårdt tiltrængt at få en ny arvelov. Den tidligere lov havde været gældende fra 1964 og det er et særsyn, at en lov får lov til at virke i en menneskealder. Ændringen skete, fordi alle var enige om, at forudsætningerne for deling af arv havde ændret sig afgørende fra 1964 og til 2008. Hele debatten om bevarelse af tvangsarveretten underbygger dette.
Det bør respekteres, at Folketinget med et markant flertal satte nye hegnspæle, som stillede ægtefællerne bedre over for børnene og som gjorde det muligt at bestemme langt mere frit over egne midler end tidligere.
Det bør ikke overses, at de midler, der rådes over ved testamente, tilhører testatorerne og ingen andre. Udgangspunktet efter traditionel dansk tænkning ville derfor naturligt være, at testator kan råde frit. Det er i dag ofte sådan, at de, der arver, er 50 år eller ældre og dermed er godt i vej og i stand til at klare egne forpligtelser.
Arven som social redningsplanke er ikke et fremherskende hensyn i dag. Tvangsarvereglerne blev da også kun bevaret, fordi de er en del af en rodfæstet tradition og det var fuldt bevidst, at lempelserne giver testatorer store frihedsgrader.
Det vil altid være muligt at finde jurister, der har et andet standpunkt. Sæt to jurister sammen og de vil have hver sit standpunkt. Men her har et markant flertal i Folketinget talt og det vil være usundt at ændre på sådan tale blot fordi der kommer lidt medieomtale om loven. Desværre ses det ofte, at medieomtale danner grundlag for hurtige lovløsninger« og derfor denne advarsel.
Ingen bør nemlig være negativt overrasket over, at reglerne benyttes. Det var jo netop meningen. Folketinget gav et tilbud og befolkningen har taget imod det. Det er da godt!
I det hele taget er det glædeligt, at TVs fokusering på arv giver opmærksomhed.
Justitsministeriet lovede i forbindelse med vedtagelsen af den nye arvelov at gøre massivt opmærksom på behovet for at kende og benytte reglerne.
Det løfte holdt ministeriet ikke, men justitsminister Karen Hækkerup har nu glædeligvis været fremme med en udtalelse om, at vi alle rundt om i familierne skal se at få lavet et testamente. Tak og hurra for den opfordring.
Den nugældende arvelov giver gode muligheder for at tilrettelægge et klogt generationsskift. Det er muligt at tage hensyn til de forskellige familietyper, til erhvervsmæssige generationsskiftehensyn og i det hele er loven langt mere fleksibel end den gamle lov.
Vi mangler bare, at befolkningen opdager det og tager sig sammen til at benytte mulighederne. Det gør flere end tidligere og der er ingen grund til at gøre det til et problem. Tværtimod.
Debatten bør i stedet fokusere på, at juraen alene ikke kan gøre det. Jura på fri fod er farlig og kan gøre stor skade. Det dokumenteres fortrinligt i DRs drama »Arvingerne« og i sideløbende reportager fra de arveretlige slagmarker.
Når der går hat og briller i 5-10 pct. af alle skifter, skyldes det ikke så meget juraen (arveloven), men mere den måde, juraen virker på. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan et testamente virker. Det kan være meget velbegrundet at gøre forskel på børn. Når det er velbegrundet, bør det også være muligt at begrunde det over for børnene i levende live, så de ikke efter din død skal erfare om skævdelingen uden adgang for at drøfte baggrunden med dig. Ønskes en sådan drøftelse ikke, bør testamentet i det mindste udformes med en nærmere forklaring, som sætter børnene i stand til at forstå baggrunden for dispositionen. Der er mere psykologi end jura i det gode og gennemarbejdede testamente.
Et testamente, hvor alene juraen får lov til at bestemme, er et farligt testamente. Bestemmelse om anvendelse af arvelovens værktøjskasse skal træffes med forståelse og respekt for, hvordan de forskellige værktøjer virker. Denne forståelse og respekt skal være afgørende for valget af værktøjer. Det er der generelt for lidt opmærksomhed på og det er en del af forklaringen på, at der i alt for mange dødsboer bliver splid og kævl, som splitter familier for altid.
Der er simpelthen for mange dårlige testamenter – juraen er ofte i orden, men den menneskelige del – empatidelen – overses og overlades til dødsboet. Det er uheldigt.
Vi skal rose dem, der benytter den ny arvelov til at sikre sig. Vi skal se disse mennesker som gode rollemodeller, som flere burde følge efter. Selvom arveloven i dag er bedre end den var i 1964, så er den i de fleste tilfælde ikke lige så god som den »private arvelov« du kan skræddersy til dig selv og din familie ved at få lavet et testamente. Held og lykke med det.