Når danskere, der ejer fast ejendom (hus eller lejlighed) i udlandet, dør, skal arvesagen (skiftet) af den faste ejendom i udlandet sædvanligvis behandles dér. I nogle lande skal det ske efter danske arveregler, og i andre sker det efter de pågældende lands arveregler.
I Danmark har man tradition for at tilgodese ægtefællen på bekostning af de øvrige arvinger. I udlandet er det ofte anderledes. Derfor må det tilrådes, at man undersøger, hvilke arveregler der er i det land, hvor man har fast ejendom, så man om nødvendigt kan oprette testamente, hvis man ønsker, at ægtefællen skal stilles bedre. Begrebet ”uskiftet bo” findes sjældent i udlandet, men i visse lande kan man komme tæt på en lignende ordning, hvis man sørger for, at der oprettes de nødvendige dokumenter.
I udlandet findes der som regel ikke særlige retter, der tager sig af arvesager, således som vi kender det fra de danske skifteretter. Det er arvingerne selv, der skal gennemføre arvesagen uden bistand fra officiel side. I modsætning til hvad mange danskere tror, kan udenrigsministeriet eller den derværende ambassade heller ikke være behjælpelig med behandlingen af arvesagen. Arvingerne bør derfor så hurtigt som muligt efter dødsfaldet søge rådgivning hos en advokat, der kender til det pågældende lands ret, og som behersker sproget. Der kan være yderst korte frister for gennemførelse af arvesagen, f.eks. 6 måneder, og hvis disse frister overskrides, forhøjes arveafgiften.
Der kan være store omkostninger forbundet med at gennemføre en arvesag for arvingerne, bl.a. fordi begrebet ”bo”, som i dansk ret er en juridisk enhed, som kan handle og f.eks. betale omkostninger, ikke eksisterer i udlandet. Det medfører, at det er arvingerne selv, der skal finansiere omkostningerne ved gennemførelse af arvesagen. Alene omkostningerne til oprettelser af udenlandske fuldmagter og bekræftede oversættelser og legaliseringer af diverse originaldokumenter, som altid kræves i udlandet, kan blive en stor post på omkostningssiden.
Det er derfor vigtigt, at man kontakter en advokat, som har erfaring med gennemførelse af arvesager i det pågældende land, så sagen kommer ”på sporet” fra begyndelsen, og så man undgår unødvendig sagsbehandling og overflødige oversættelser.