En profiloperatør M, der havde været ansat siden marts 2000, blev opsagt ultimo oktober 2000, knap 1 måned efter at hun havde meddelt arbejdsgiveren, at hun var gravid. Foruden profiloperatåren, der tidligere havde været ansat knap to år i virksomheden, var yderligere en kvinde ansat i virksomheden som profiloperatør. Denne medarbejder havde været ansat i virksomheden i cirka 10 år. Den skriftlige begrundelse for opsigelsen af profiloperatøren var svigtende ordretilgang. Imidlertid fremgik det af et brev af 13. november 2000 fra virksomheden, at denne begrundelse var givet efter ønske fra profiloperatøren, for at hun kunne undgå karantæne i A-kassen. Yderligere fremgik det, at profiloperatøren ikke var afskediget på grund af graviditet, men på grund af samarbejdsproblemer. Hen over efteråret blev yderligere tre af virksomhedens medarbejdere afskediget. Virksomheden gjorde under sagen gældende, at profiloperatøren var blevet afskediget som følge af en sæsonbetinget omsætningsnedgang, og at afskedigelsen således intet havde med profiloperatørens graviditet at gøre. Virksomheden dokumenterede ved revisorerklæring, at virksomhedens omsætning var 12,2 procent lavere end budgetteret. Virksomheden anførte, at grunden til at man havde valgt at afskedige profiloperatøren og ikke den anden profiloperatør var, dels at profiloperatøren var den senest ansatte, dels at den anden profiloperatør var væsentligt bedre kvalificeret og i øvrigt bestred hvervet som sikkerhedsrepræsentant.
Landsretten fandt, at virksomheden ikke havde ført det fornødne bevis for, at afskedigelsen af profiloperatøren ikke var helt eller delvis begrundet i dennes graviditet. Virksomheden blev derfor pålagt at betale en godtgørelse efter ligebehandlingslovens §§ 9 og 16. Under hensyn til længden af ansættelsesforholdet blev godtgørelsen fastsat til 26 ugers løn. Hertil kom en ubestridt godtgørelse på kr. 10.000,- for manglende ansættelsesbevis. (Østre landsrets dom af 15. maj 2003)
Kommentar: Således som den er refereret, forekommer dommen umiddelbart særdeles hård overfor arbejdsgiveren, som i realiteten har valget mellem pest eller kolera.