En person blev den 1. november 1998 ansat som assistentelev i et reklamebureau. Det var over for personen forud for ansættelsen præciseret, at der ikke var tale om en traditionel elevplads. I forbindelse med ansættelsen blev udarbejdet en kontrakt med overskriften “Elevkontrakt”, hvoraf blandt andet fremgik, at ansættelsesperioden var fastsat til 2 år.
Ved brev af 31. marts 1999 blev personen imidlertid opsagt under henvisning til, at det ikke fungerede. HK gjorde på vegne af personen overfor reklamebureauet gældende, at personen var ansat som elev, og at reklamebureauet ikke var godkendt som uddannelsessted. Reklamebureauet afviste, at personen skulle være ansat som elev. HK anlagde herefter sag ved Tvistighedsnævnet, der imidlertid afviste at være kompetente til at pådømme tvisten, da der ikke ved parternes ansættelseskontrakt eller efterfølgende var etableret en erhvervsuddannelse efter erhvervsuddannelsesloven. Sagen blev herefter indbragt for de ordinære domstole.
Byretten lagde til grund, at reklamebureauet forud for ansættelsen havde gjort personen opmærksom på, at personen kun-ne få ansættelse som assistentelev, men at stillingen ikke var en traditionel elevplads. Imidlertid bar ansættelseskontrakten overskriften “Elevkontrakt”, ligesom det fremgik, at ansættelsen skete som kontorelev, og at den aftalte løn svarede nogenlunde til en elevløn indenfor kontorområdet. Henset hertil fandt byretten, at personen havde haft en berettiget forventning om at være ansat i et elevforhold, og at personen som følge heraf ville få en elevuddannelse hos reklamebureauet. Reklamebureauet måtte som arbejdsgiver og affatter af kontrakten bære risikoen for, at personen blev bibragt en fejlagtig opfattelse.
Reklamebureauet fandtes derfor erstatningsansvarlig for, at personen ikke fik en elevuddannelse, hvorfor personen havde krav på erstatning svarende til differencen mellem den løn og feriegodtgørelse, personen oppebar, og den løn og feriegodtgørelse, personen ville have fået, hvis personen ikke var elev, men ansat i en stilling med de oplyste arbejdsområder. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse og tilkendte personen kr. 60.115,50 i erstatning samt en godtgørelse på kr. 10.000,- for mangelfuldt ansættelsesbevis. (Vestre landsrets dom af 24. februar 2003)