I forbindelse med afskedigelsen af medarbejderen F havde virksomheden V valgt ikke at benytte sig af en særlig tvistløsningsprocedure, som var foreskrevet i Fs ansættelseskontrakt.
I henhold til denne procedure skulle parterne forud for en opsigelse på et møde forelægge deres opfattelser vedrørende ansættelsesforholdet.
Landsretten udtalte, at det måtte påhvile V at godtgøre, at afholdelse af et sådant møde ville have været uden betydning for en eventuel bilæggelse af uenigheden mellem parterne.
Uanset at landsretten efter en samlet vurdering fandt, at F havde reageret i en uhensigtsmæssig form og på en mindre loyal måde, kunne der ikke ses bort fra muligheden af, at de opståede problemer kunne være løst i mindelighed med anvendelse af tvistløsningsproceduren.
Landsretten lagde i den forbindelse tillige vægt på, at benyttelse af denne fremgangsmåde måtte forekomme rimelig i betragtning af Fs lange anciennitet og i betragtning af, at F ikke havde modtaget en advarsel.
Opsigelsen ansås derfor ikke for tilstrækkeligt sagligt begrundet, og F tilkendtes en godtgørelse svarende til 4 måneders løn i medfør af funktionærlovens § 2 b
(Vestre Landsrets dom af 28. februar 2001 i ankesag 8. afdeling B-0986-99)