Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed har i sag nr. C-9396, optrykt i Kendelser om fast ejendom 2009, side 87, afsagt en kendelse, hvoraf fremgår, at mangler skal gøres gældende på det tidligst mulige tidspunkt, jf. princippet i AB 92, § 11, stk. 4.
Herudover fremgår det, at projektmæssige forhold kan bevirke, at bygherre ikke kan kræve afhjælpning eller fuld erstatning, men alene et forholdsmæssigt afslag.
Sagen drejede sig om en renovering af en bygning, hvor bygherren afviste afleveringen med henvisning til konstaterede mangler, ligesom bygherren krævede erstatning for diverse mangler samt dagbøder.
Voldgiftsretten fandt ikke, at bygherren havde kunnet afvise afleveringen, eller opkræve dagbøder med henvisning til, at de væsentligste mangler, der lå til grund for den afviste aflevering m.v., burde have været gjort gældende overfor entreprenøren af tilsynet på et langt tidligere tidspunkt end sket.
Det bemærkes således, at bygherren først gjorde manglerne gældende i forbindelse med afvisningen af afleveringen, selvom det af kendelsen fremgår, at renoveringen var blevet foretaget i etaper, uden at tilsynet havde gjort manglerne gældende.
For så vidt angår mangler, var der flere af slagsen, hvoraf nogle ligeledes løbende havde givet tilsynet anledning til at afvise arbejdet. Voldgiftsretten gav i den forbindelse bygherren medhold i, at entreprenøren havde foretaget visse udførelsesmæssige fejl.
Voldgiftsretten fastslog dog samtidig, at nogle af de påberåbte mangler ikke kunne karakteriseres som mangler på grund af den af bygherren anviste udførelsesmåde. Endelig fastslog Voldgiftsretten i den anledning vedrørende et forhold, at selvom entreprenøren jf. AB 92, § 15, stk. 2, burde have gjort bygherren opmærksom på et muligt problem, måtte entreprenøren ud fra de modtagne anvisninger fra bygherren gå ud fra, at bygherren var opmærksom herpå og havde gjort op med risikoen.
På den baggrund blev bygherren alene tilkendt et forholdsmæssigt afslag på kr. 1 mio. mod den krævede erstatning på kr. 3,2 mio.
Kendelsen viser, at konstaterede mangler skal gøres gældende på det tidligst mulige tidspunkt, samt at der ikke kan kræves erstatning for projektfejl hos entreprenøren.