Højesteret har henholdsvis den 10. og 11. marts 2004 afsagt dom i to sager, der begge vedrørte den ansættelsesretlige behandling af forskellige aktieordninger.
Den første af de to nævnte domme vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt nogle warrants, som en direktør havde fået tildelt, gav grundlag for beregning af feriegodtgørelse og i givet fald med hvilken værdi.
Nærmere bestemt havde en direktør fået tildelt aktietegningsretter (warrants) henholdsvis den 13. marts 1997, den 25. marts 1998 og den 28. juli 1998. Tildelingen skete efter en aktieoptionsordning, som virksomheden havde indført i 1983, og som var blevet fornyet i 1997. De tildelte warrants blev modnet over en periode over 4 år, således at 25% kunne udnyttes 1 år efter tildelingen, yderligere 25% et år senere og så fremdeles. Tegningskursen for de underliggende aktier var fastsat til markedskursen på tidspunktet for tildelingen af warrants.
Direktøren fratrådte sin stilling i år 2000 og havde på det tidspunkt afholdt al ferie optjent i 1997 og 1998. I 1999 og 2000 udnyttede han de tildelte og på det tidspunkt modnede warrants.
Efter sin fratræden krævede direktøren sig tillagt feriegodtgørelse på grundlag af de provenuer, som han i 1999 og 2000 opnåede ved udnyttelsen af de tildelte warrants, idet han blandt andet anførte, at det var udnyttelsestidspunktet, som var afgørende for, hvilket optjeningsår i henhold til Ferieloven, provenuerne skulle henføres til.
Virksomheden anførte på sin side, at hvis de tildelte warrants skulle give grundlag for beregning af feriegodtgørelse, skulle det ske med Deres værdi på tildelingstidspunktet, som også måtte være afgørende for, hvilket optjeningsår de tildelte warrants skulle henføres.
Højesteret fastslog, at direktøren ikke skulle have medhold i sin påstand, allerede fordi de omhandlede warrants ikke kunne henføres til de relevante optjeningsår (1999 og 2000), men derimod måtte henføres til 1997 og 1998, for hvilke år direktøren havde afholdt al ferie. Yderligere fandt Højesteret, at et eventuelt krav på feriegodtgørelse i givet fald skulle beregnes på grundlag af værdien på tildelingstidspunktet.
Den anden sag vedrørte spørgsmålet, hvorvidt nogle aktieoptioner, der var tildelt en funktionær, var omfattet af bestemmelsen i Funktionærlovens § 17a. § 17a fastslår, at en funktionær, der ifølge aftale eller sædvane delvist vederlægges med tantieme, gratiale eller lignende, har krav på en i forhold til hans ansættelsestid i regnskabsåret afpasset andel af den ydelse, han ville have fået udbetalt ved regnskabsårets afslutning, når stillingen fratrædes i et løbende
regnskabsår.
Bestemmelsen kan i henhold til Funktionærlovens § 21 ikke ved aftale fraviges til ugunst for funktionæren.
Den pågældende funktionær havde siden 1. januar 1985 været ansat hos Novo Nordisk og opsagde sin stilling til fratræden pr. 31. marts 1999. Novo Nordisk introducerede i 1998 en ordning med årlige tildelinger af aktieoptioner til nøglemedarbejdere, herunder den af sagen omfattede funktionær. Aktieoptionerne gav ret til tidligst 3 år efter tildelingen at købe aktierne til markedskursen på tildelingstidspunktet og antallet af optioner til den enkelte medarbejder var i øvrigt opgjort således, at optionerne på tildelingstidspunktet repræsenterede en værdi svarende til to måneders løn, såfremt nærmere angivne økonomiske målsætninger blev opfyldt. Ifølge den af virksomheden udarbejdede aktieoptionsaftale, ophørte optionerne 3 måneder efter den dato, hvor medarbejderen opsagde sin stilling, uden at medarbejderen havde krav på kompensation.
Højesteret fastslog, at aktieoptionerne måtte anses for et vederlag omfattet af Funktionærlovens § 17a, da den ansatte kunne påregne at modtage aktieoptioner i både 1999 og 2000, hvis de økonomiske målsætninger blev opfyldt og fordi optionerne, hvorved medarbejderen uden investering fik mulighed for gevinst ved kursstigning uden risiko for tab ved kursfald, havde en økonomisk værdi på tildelingstidspunktet. Funktionæren havde herefter krav på at få tildelt aktieoptioner i overensstemmelse med de fastsatte tildelingskriterier og kunne ikke fratages aktieoptionerne som følge af sin fratræden, da bestemmelsen herom i optionsaftalen var ugyldig.
Kommentar: Afgørelserne er for så vidt ikke overraskende (Sø- og Handelsretten var i begge sager nået til samme resultat som Højesteret) – men alligevel velkomne, da der er tale om et område, hvor der på mange punkter er påtrængende behov for afklaring (26.04.2004).