Over for to konkursboer, der forud for konkursen havde drevet virksomhed med handel og formidling af investeringer i blandt andet optioner og aktier samt andre finansielle produkter, havde en række tidligere ansatte anmeldt væsentlige krav på løn og provision og gjort gældende, at kravene havde privilegium i medfør af konkurslovens § 95.
Sagerne vedrørte dels spørgsmålet, om hvorvidt de pågældende investeringsrådgivere kunne anses for funktionærer og derfor i udgangspunktet var omfattet af bestemmelsen i konkurslovens § 95, eller om de indtog en stilling som agenter og derfor ikke var ansat i “skyldnernes tjeneste”.
Herudover vedrørte sagerne spørgsmålet, om de anmeldte krav måtte anses for uforbindende for konkursboerne, da kravenes størrelse og tilblivelse efter konkursboets anbringender stred imod aftalelovens § 33 og § 36 samt Danske Lov.
Endelig vedrørte sagen spørgsmålet om anvendelsen af funktionærlovens § 9, stk. 3, og konkurslovens § 61.
De pågældende lønmodtagere var efter de foreliggende kontrakter alle ansat som investeringsrådgivere i de pågældende selskaber umiddelbart forud for selskabernes konkurs. Forinden de ansatte var overgået som ansatte efter en funktionærkontrakt, havde størstedelen af de ansatte været tilknyttet selskaberne som agenter i henhold til særskilt udarbejdede agenturaftaler.
Efter bevisførelsen lagde skifteretten til grund, at anmelderne ikke kun formelt, men også reelt, var ansat i selskabernes tjeneste, og at de herefter i udgangspunktet var omfattet af bestemmelsen i konkurslovens § 95.
Ved vurdering af om de anmeldte løn- og refusionskrav herefter skulle anerkendes eller tilsidesættes efter de af konkursboerne påberåbte bestemmelser, lagde Sø- og Handelsretten vægt på følgende forhold:
Ingen af anmelderne havde nogen bankmæssig eller lignende uddannelse, og i overensstemmelse med anmeldernes egne forklaringer, var de da også blevet ansat på grundlag af deres talenter som sælgere. Uden bankmæssig eller anden lignende uddannelse vurderede skifteretten, at de ikke havde været i stand til at yde de konkursramte virksomheders kunder en rådgivning, der reelt var udtryk for en varetagelse af ikke blot virksomhedens, men også kundernes interesse.
For så vidt angår de omhandlede produkter og virksomhedens kunder lagde skifteretten til grund, at de højrisikable investeringer i et finansielt derivat var karakteriseret ved, at det over tid var meget vanskeligt at tjene penge, idet deres tidsværdi arbejdede kraftigt imod køberen. Herudover fandt skifteretten, at den kreds af mulige kunder, der blev opdyrket, ikke kunne anses at have nogen naturlig efterspørgsel efter virksomhedens væsentligste produkter, der havde karakter af det ovenfor anførte.
På denne baggrund konkluderede skifteretten, at det solgte produkt herefter ikke kunne anses for egnet som genstand for reelle investeringer i normal erhvervsmæssig sammenhæng.
Skifterettens vurdering af de ansattes manglende mulighed for at udøve professionel rådgivning var på linje med Finanstilsynets upåankede afgørelse, hvorefter selskaberne var blevet nægtet at drive virksomhed som fondsmæglervirksomhed.
Finanstilsynet havde ved sin afgørelse blandt andet lagt vægt på, at “investeringsrådgiverne ikke havde en faglig baggrund, der satte dem i stand til at yde en professionel investeringsservice, der retter sig mod erhvervsvirksomheders behov, hvilket fandtes særlig kritisabelt, da det var selskabet, som rettede henvendelse til virksomhedsledere med tilbud om risikofyldte og ofte tabgivende investeringer, der ikke er et sædvanligt led i kundernes virksomhed og som virksomhedslederne ikke kunne forventes at have forstand på.”
Om de ansattes salgsmetoder var der under sagen ført bevis ved fremlæggelse af materiale med forslag til, hvorledes samtaler med kunderne kunne gennemføres. Der var endvidere under domsforhandlingen afspillet en række båndoptagelser af samtaler mellem en ansat og en kunde, ligesom der under sagen var fremlagt en del af den pressedækning, der havde været i anledning af selskabernes konkurs.
Boerne havde i relation til de omhandlede salgsmetoder gjort gældende, at der var tale om massive og vedvarende overtrædelser af reglerne om god værdipapirhandelsskik i lov om værdipapirhandel. Boerne havde endvidere gjort gældende, at kunderne ofte blev udsat for et meget stort pres fra de pågældende investeringsrådgivere, ligesom risikoen ved den pågældende investering blev nedtonet.
Baseret på bevisførelsen konkluderede skifteretten følgende vedrørende salgsmetoderne:
“Skifteretten har således fået indtrykket af salgsmetoder, der indebar et konstant, massivt og suggestivt pres på kundeemner og kunder. På denne baggrund har skifteretten ikke nogen anledning til at betvivle den grundlæggende realitet i de klager over salgsmetoderne, der kom til udtryk før konkursen, og som nogle kunder har fremført i deres vidneforklaringer i nærværende sager.”
Ved vurderingen af, om de ansattes mangel på uddannelse, produkterne, kundetyperne og de ansattes salgsmetoder herefter havde en sådan karakter, at en eller flere af de af boerne påberåbte bestemmelser kunne finde anvendelse, anførte Sø- og Handelsrettens skifteret følgende:
“Målgruppen for anmeldernes arbejde var hovedsagelig mindre og små erhvervsvirksomheder, herunder nogle meget små. Det er indiskutabelt, at sådanne virksomheders driftskapital ikke skal sættes på spil gennem placeringer af den art, der er tale om i nærværende sager. Det er heller ikke, og navnlig ikke i små virksomheder, udtryk for sund virksomhedspolitik at investere eventuel overskydende likviditet i finansielle instrumenter med en så ringe værdimæssig stabilitet, som optioner efter deres art har og nødvendigvis må have. Det anførte stemmer med den ovenfor refererede iagttagelse, at optionerne var svære at sælge.
Flere anmeldere har da også under nærværende sager oplyst, at de havde et antal kunder, der efter skifterettens vurdering må betegnes som overraskende lavt, og det har da – uanset de meget høje honorarer af den enkelte transaktion – været nødvendigt at gennemføre et temmelig stort antal transaktioner vedrørende hver enkelt kunde for at få en indtægt af nogen størrelse.
Der er ikke under sagerne sket nogen systematisk dokumentation af, hvilke og hvor mange transaktioner, der blev foretaget i relation til de enkelte kunder, og det er derfor ikke muligt direkte at konstatere, i hvilket omfang der er sket omlægninger af kundernes porteføljer, uden at der forelå fornøden markedsmæssig begrundelse herfor. Finanstilsynet har imidlertid i sine afgørelser henvist til adskillige sager, herunder en sag, hvor det efter tilsynets opfattelse lå klart, at omlægningen af positioner havde de konkursramte selskabers indtægt ved omlægningen som primært mål. Den nævnte antagelse bestyrkes af, at en motivverden, der viser et billede af ensidig varetagelse af egne interesser, glimtvis, men meget prægnant, kommer til udtryk nogle steder i sagernes dokumenter. I referatet af det ovenfor omtalte ledermøde den 7. oktober 1996 er det således de konkursramte virksomheders kreditgivning, der er i fokus, ikke den omstændighed, at meget store indbetalinger kan blive “væk” på ganske få dage.
På den anførte baggrund anser skifteretten det for ube-tænkeligt at lægge til grund, at anmeldernes indtægtsmuligheder i en grad, der overskrider det tilladelige, jævnligt hvis ikke ofte, har været bestemmende for den adfærd, de udviste over for kunderne.
Sammenfattende er det skifterettens opfattelse, at anmelderne på en aggressiv måde solgte et produkt til virksomheder og personer, som manifest ikke havde relevant behov for dette produkt, og at de gennem deres aktiviteter medvirkede til, at de indbetalte midler målrettet blev konsumeret af de konkursramte virksomheder i forbindelse med de gennemførte transaktioner.
Uanset deres manglende økonomiske uddannelse havde eller burde anmelderne have haft blik for de anførte forhold.
Efter Danske Lovs 5-1-2 er aftaler ikke bindende, når de strider mod loven eller ærbarhed.
Som Finanstilsynet har fastslået i sin upåankede afgørelse, var de konkursramte virksomheders drift ikke i overensstemmelse med værdipapirhandelslovens regler. Virksomhedsdriften må endvidere anses for at have været udøvet på en i flere henseender uforsvarlig måde som nærmere beskrevet ovenfor, herunder navnlig således at kundernes indbetalinger ikke på loyal måde blev forvaltet i disses interesse, men derimod i et tempo, der var optimalt for de konkursramte selskaber, blev inddraget som honorarer til disse sidstnævnte.
Også ansættelsesaftaler og lignende kan være ugyldige efter reglen i Danske Lov med den virkning, at lønkrav ikke kan gøres gældende. Efter disse retsforholds karakter må der kræves en vis grovere tilsidesættelse af væsentlige regler og principper af almen interesse, før ugyldighedsvirkningen indtræder, uden at det dog kan kræves, at den udviste adfærd er anset for strafbar.
Af de grunde, der er anført ovenfor, anser skifteretten anmeldernes virksomhed i de konkursramte selskaber for at have været af en sådan karakter, at
betingelserne for at nægte deres lønkrav anerkendelse i medfør af reglen i Danske Lovs 5-1-2 er til stede. Boerne skal derfor frifindes for disse krav.”
(Sø- og Handelsrettens skifterets dom af 19. november 2002, SH 2002 P0005.00)