A blev ansat som servicemedarbejder i virksomheden V. Stillingen var omfattet af en overenskomst mellem virksomhedens ejer E og forbundet F. Ifølge overenskomsten udgjorde minimallønsatsen for unge under 18 år på ansættelsestidspunktet kr. 6.400,00 og dette beløb blev også anført i ansættelsesbeviset.
I overensstemmelse med ansættelsesbeviset blev A en måned efter tiltræden overført til fagligt arbejde, hvor lønnen ifølge overenskomsten var kr. 8.050,00.
Ifølge tillægget til ansættelsesbeviset var As løn imidlertid uændret, dog således, at den blev reguleret i forhold til den aftalte arbejdstid. Da lønnen ikke var i overensstemmelse med overenskomsten anlagde F sag mod V med påstand om betaling af en godtgørelse til A på kr. 10.000,00 under henvisning til, at hendes løn ifølge ansættelsesbeviset ikke svarede til den, hun var berettiget til efter overenskomsten.
Sø- og Handelsretten gav F medhold.
Højesteret frifandt V under henvisning til, at det forhold, at arbejdsgiveren i ansættelsesbeviset havde angivet en løn, som var mindre end overenskomstmæssige, ikke i sig selv indebar en overtrædelse af ansættelsesbevisloven, når den i ansættelsesbeviset oplyste løn i øvrigt svarede til, hvad arbejdsgiveren ville udbetale.
Det kan supplerende oplyses, at arbejdsgiveren, der problematikken blev konstateret, straks tog skridt til at efterbetale den manglende løn. (U.2004.1H)
Kommentar: Der er efter sagsreferatet ingen tvivl om, at arbejdsgiveren på intet tidspunkt havde haft til hensigt til at snyde den ansatte, hvilket virksomheden heller ikke kunne have interesse i, eftersom man derved udsatte sig for sanktioner i henhold til den indgåede overenskomst. Der var med andre ord tale om en menneskelig fejl og det er glædeligt at konstatere, at i hvert fald landets øverste domstol ikke finder anledning til at fortolke Ansættelsesbevisloven mere vidtgående end der rent faktisk er belæg for i lovteksten.