Du kan her læse om aktiv og passiv dødshjælp.
Det er både etisk og juridisk et vanskeligt område. I Danmark viste en DR-meningsmåling for nogle år siden at 86% sagde ja til aktiv dødshjælp. Etisk Råd har udtalt sig imod lovliggørelse af aktiv dødshjælp.
Aktiv dødshjælp er forbudt. Så enkelt kan det siges. Det følger af straffelovens § 237: ”Den, der dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid”. Ved udmålingen af straffen kan der tages hensyn til f.eks. motiverne til handlingen og straffen kan på det grundlag nedsættes. Det følger af straffelovens § 85, men straffereglen handler altså om intet mindre end overlagt mord.
Vi har en særlig regel, der gælder tilfælde, hvor den dræbte selv har ønsket at blive dræbt. Der findes to regler, den ene handler om hjælp til selvmord og den anden om drab på begæring. Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år eller med hæfte ikke under 60 dage. Reglen skal tages bogstaveligt. Der skal være tale om en ”bestemt begæring”. Den skal være klar og den der beder om det, skal være tilregnelig og gammel nok til at forstå samtykkets betydning. En begæring kan (naturligvis) kaldes tilbage når det skal være og det antages, at den af sig selv falder bort efter nogen tid.
Den, som medvirker til at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller hæfte. Hvis handlingen foretages af egennyttige bevæggrunde, er straffen fængsel indtil 3 år. I modsætning til § 239 er der her tale om, at den der ønsker at dø, selv udfører den afgørende handling, men får hjælp hertil. Også her kræves, at den dræbte skal være i stand til at forstå rækkevidden af anmodningen om hjælp til at begå selvmord. Der kan være tale om både fysisk og psykisk hjælp.
Aktiv dødshjælp på hospitaler
Aktiv dødshjælp er her tilladt, når to betingelser er opfyldt: for det første skal der være tale om at døden er uafvendelig, dvs patienten er døende uden nogen chance for at blive rask. Den anden betingelse er, at behandlingen har til formål at lindre smerter (motivet må ikke være at patienten skal dø for derved at fjerne smerten – dvs andre former for smertelindring skal være udelukket). Især denne betingelse er i det virkelige liv svær at kontrollere – f.eks. vil morfindrop ofte betyde at patienten glemmer at trække vejret efter en tid – men hvem kan dokumentere, at der skulle opdoseres for at mildne smerten. Hvis lægen har forsæt til at dræbe patienten, kan læge pådrage sig strafansvar enten efter straffelovens § 237 eller § 239.
Hvis patienten selv er i stand til at tage stilling, skal læge (naturligvis) indhente patientens udtrykkelige samtykke, men denne situation er ikke typisk. Lægen skal i denne fase undersøge, om der er oprettet livstestamente og i bekræftende fald skal indholdet heri efterkommes.
Lægens afgørelse skal være helt konkret. Sundhedsstyrelsen har i en vejledning om morfindrop udtalt, at automatisk opdosering ikke er tilladt.
Passiv dødshjælp
Hvor længe skal en døende holdes i live? Afbrydelse af en lægelig behandling kan være strafbart. Som udgangspunkt må en behandling ikke afbrydes. En undtagelse herfra er den situation, at en behandling, der med sikkerhed kun vil udskyde dødens indtræden hos en døende, dvs behandlingen lindre eller helbreder ikke, den forlænger livet uden gavn for den døende.
Hvis patienten ikke er døende, må behandlingen ikke afbrydes. Det gælder f.eks. patienter der er i koma under en eller anden form. De er ikke døende og derfor må en behandling ikke afbrydes. Der er næppe tvivl om, at der alligevel også i disse situationer sker behandlingsafbrydelse, typisk efter samråd med familien og retspraksis herom er kort fortalt sådan, at så længe handlingen kan betegnes som værende i overensstemmelse med god lægeskik, vil den ikke blive betragtet som strafbar. Der er her tale om en retlig standard, som hele tiden vil være i bevægelse, påvirket af samfundsholdninger, debat mv.
Patientens begæring
Den patient, der er i stand til det, kan selv kræve en behandling indstillet. Sker det, har lægen pligt til at følge begæringen. På dette felt er der en vanskelig gråzone over til reglerne om drab på begæring og hjælp til selvmord. Den læge, der standser en behandling på begæring, men hvor lægen ved, at det vil føre til omgående død, risikerer at blive ramt af reglerne i straffeloven. Det er formentlig kun et teoretisk problem – vi har ikke set det i den trykte retspraksis. Det kunne være ønskeligt at få større sikkerhed om fortolkningen på dette område.
Ofte vil en patient ikke være i stand til selv at bede om at en behandling standses. Andre kan efter lovens regler ikke gøre det i patientens sted. Hvis patienten har oprettet livstestamente, skal det følges og der er mulighed for i livstestamentet at give udtryk for, at man ikke ønsker livsforlængende behandling, hvis der er tale om invaliditet, som betyder, at patienten f.eks. varigt vil skulle ligge i respirator eller aldrig vil blive i stand til at komme i kontakt med omverdenen.