En udlejer af et erhvervslejemål anlagde sag mod lejer med påstand om, at lejer skulle anerkende en huslejeforhøjelse. Under sagen for boligretten anmodede udlejer om, at der blev afholdt syn og skøn til fastsættelse af værdien af lejemålet. Udlejer henviste herved til, at ændringen pr. 1. januar 2000 af erhvervslejelovens § 81, stk. 5, hvori der nu henvises til retsplejelovens § 344, indebærer, at bevisførelsen om det lejedes værdi – i modsætning til den hidtidige retspraksis – kan ske på anden måde end gennem fremlæggelse af sammenligningslejemål, f.eks. i form af syn og skøn. Lejer protesterede og henviste til, at der som hidtil er tale om fri bevisbedømmelse. Boligretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at syn og skøn kunne have betydning for sagen, og tog udlejers anmodning til følge. Afgørelsen blev stadfæstet af landsretten, men blev indbragt for Højesteret.
Højesteret bestemte, at anmodningen om syn og skøn ikke skulle tages til følge. Højesteret bemærkede herved, at sagen var omfattet af overgangsreglerne og drejede sig derfor om »det lejedes værdi« og ikke om fastsættelse af »markedslejen«, og at værdien som udgangspunkt skulle godtgøres ved fremlæggelse af oplysning om sammenligningslejemål. Højesteret fandt ikke grundlag for at fravige det hidtidige udgangspunkt, hvorefter syn og skøn – under hensyn til boligrettens sagkundskab – kun er blevet tilladt i tilfælde, hvor oplysning om sammenligningslejemål ikke har kunnet fremlægges, eller hvor særlige forhold har gjort sig gældende.
(UfR 2002.178.H)
Kommentar: Der henvises til artiklen Ældre lejemål – syn og skøn? i Lovorientering 1. udgave 2002.