Der er primært tale om konsekvensæændringer, som følge af den nye årsregnskabslov.

Et datteraktieselskab skal være underlagt samme regulering vedrørende erhvervelse af egne aktier eller anparter i sit moderselskab som moderselskabet selv er underlagt. Et aktieselskab kan erhverve aktier i sit moderselskab under de betingelser som er anført i aktieselskabslovens § 48, stk. 1-5, men det kan hverken tegne, erhverve eller besidde anparter i sit moderselskab, eftersom anpartsselskaber heller ikke selv har denne adgang, jvf. anpartsselskabslovens § 51, stk. 1. Dette er nu præciseret i § 48, stk. 7.

Fristen for afholdelse af ordinær generalforsamling er i dag 5 måneder efter udløbet af hvert regnskabsår og senest en måned derefter skal regnskabet (bortset fra i statslige og børsnoterede selskaber, hvor fristen er 6 hverdage) være modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Med den nye lov skal årsregnskabet være styrelsen i hænde senest 5 måneder efter udløbet af regnskabsåret og der vil ikke være nogen frist for afholdelse af den ordinære generalforsamling ud over at den skal afholdes i så god tid, at man kan overholde 5-måneders indsendelsesfristen.

Efter loven skal det nu præciseres i aktieselskabslovens § 153, stk. 2, 1. punktum, at et aktieselskabs navn tydeligt skal adskille sig fra navnet på andre virksomheder, der er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, idet der hermed blandt andet tænkes på virksomheder omfattet af ’Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder’ (med begrænset ansvar, som ikke er aktie- eller anpartsselskaber) samt erhvervsdrivende fonde.

Det fremgår herefter af aktieselskabslovens § 154, at breve og udskrifter og andre dokumenter, som styrelsen udsteder kan udstedes i elektronisk form og være ligestillet med papirdokumenter i retlig henseende og at styrelsen kan vælge om dokumenterne skal være med eller uden underskrift, digital signatur, m.v.

Det samme gælder anmeldelser, regnskaber og andre dokumenter som styrelsen skal modtage i henhold til aktieselskabsloven.

For så vidt angår anpartsselskaber skal det samme vedrørende fristen for indsendelse af årsregnskaber gælde, som skal gælde efter aktieselskabsloven, jvf. anpartsselskabslovens § 29 og det samme skal gælde vedrørende elektronificering af styrelsesrelevante dokumenter.

For erhvervsdrivende fonde skal det samme gælde vedrørende elektronificering af dokumenter.

Dette er kun eksempler.

Loven træder i kraft den 1. januar 2002, dog for så vidt angår regnskabsrelaterede forhold fra det tidspunkt virksomheden overgår til at aflægge årsrapport efter den nye årsregnskabslov.

(Lov nr. 449 af 7. juni 2001 om ændring af ’Lov om aktieselskaber’, ’Lov om anpartsselskaber’, ’Lov om erhvervsdrivende fonde’, ’Lov om erhvervsdrivende virksomheder’, ’Lov om statsautoriserede revisorer’ og ’Lov om registrerede revisorer’).