Forum Advokater

Foreninger

Du kan her læse om grundbegreberne i dansk foreningsret. Artiklen vedrører alene den traditionelle danske ikke kommercielle forening. Formålet er at give dig de allermest elementære begreber. Der findes en ret righoldig litteratur på området, som vi henviser dig til for fordybning i emnet.

Foreningsretten er et af de forholdsvis få retsområder i Danmark, som overhovedet ikke er reguleret ved lov. De regler, der gælder, er dannet i en kombination mellem juridisk teori og retssager, der tager afsæt i almindelig praksis i foreningslandet Danmark. Det giver en god mulighed for at vurdere, hvad der – som advokater siger – er ”gældende foreningsret”. Eller sagt med andre ord: når du kender praksis, så kan du med den fornødne erfaring og indsigt også forudse, hvad domstolene i konkrete sager vil nå frem til, hvis spørgsmålet skulle nå frem til prøvelse for retten.

Disse almindelige sædvanebaserede retsregler på foreningsområdet ligger så indgroet i en meget stor del af befolkningen, at vi ikke tøver med at hævde, at det er det område overhovedet inden for dansk ret, som flest mennesker uden juridisk baggrund har kendskab til og en mening om. I mange tilfælde en rigtig og velargumenteret mening, som vil holde juridisk – men i en del tilfælde ikke helt ”juridisk korrekt”. Det er ikke ualmindeligt at opleve at den trods alt lidt flydende retsstilling undervurderes og afløses af skråsikre udsagn om tingene på en måde, som ikke ville holde i retten.