Hotelkæden S1 havde udliciteret rengøringsopgaver til selskabet F. Da F i slutningen af februar 1992 kom i alvorlige økonomiske vanskeligheder, valgte S at overdrage rengøringsopgaverne til selskabet I ved aftale af 28. februar 1992.
Fire tidligere ansatte oldfruer i F anlagde herefter sag mod I med påstand om dækning af lønrestance med videre efter virksomhedsoverdragelsesloven. I adciterede herefter S med påstand om, at S skulle friholde I for ethvert krav i det indbyrdes forhold mellem oldfruerne og I.
Da S den 26. februar 1992 havde ophævet aftalen om rengøring med F med virkning fra den 27. februar 1992, og da I fra den 28. februar 1992 skulle overtage rengøringen, tiltrådte Højesteret, at rengøringsopgaverne den 26. og 27. februar 1992 var blevet udført af F. Højesteret lagde endvidere til grund, at de fire oldfruers ansættelse hos F vedvarede, indtil de uden afbrydelse af beskæftigelsen blev ansat hos I, og at de fire således ikke under dette forløb havde været ansat hos S.
Ved Is overtagelse af rengøringsfunktionen fortsatte personalet på cirka 100 medarbejdere hos I med de samme aktiviteter og uden afbrydelse af driften, ligesom opgaverne blev udført under anvendelse af det hidtil benyttede driftsmateriel. Højesteret fandt derfor, at Is overtagelse af rengøringsopgaverne – uanset at der ikke bestod et direkte kontraktforhold mellem F og I – indebar en overdragelse af en del af en virksomhed omfattet af Virksomhedsoverdragelseslovens § 2.
Det fandtes ikke afgørende herfor, at udførelsen af tjenesteydelserne foreløbig kun var aftalt for en begrænset kortere periode.
I relation til spørgsmålet om refusion mellem I og S lagde Højesteret til grund, at hverken I eller S havde forudsat, at der var tale om en virksomhedsoverdragelse i lovens forstand.
De udfyldningsregler om refusionskrav, der måtte antages at gælde ved direkte virksomhedsoverdragelser i henhold til aftale, kunne ikke uden videre overføres til den foreliggende sag, hvorfor afgørelsen måtte ske ud fra overvejelser om, hvorvidt I eller S i den foreliggende situation var nærmest til at bære risikoen for de enkelte lønmodtager-krav.
Ved den afvejning måtte navnlig lægges vægt på karakteren af I og S relationer til lønmodtagerne i kraft af deres professionelle status og deres heraf følgende mulighed for og anledning til at søge oplysninger om lønmodtagernes krav og påvirke kravenes størrelse.
Ud fra en samlet vurdering af disse forhold fandt Højesteret, at S burde refundere de på overdragelsestidspunktet den 28. februar 1992 optjente og forfaldne krav, men ikke den del af kravene, der vedrørte tiden efter overdragelsen, heller ikke i det omfang disse krav beroede på anciennitet optjent før overdragelsen.
(Højesterets dom af 13. juni 2001 i sagerne I 110/1998 og I 115/1998)