Landsretten bestemmer, at man ved omdannelse af virksomhed fra personligt ejet til selskabsform, hvor man skal lade ankomsten til fast ejendom overgå fra stifteren til selskabet, skal tinglyse et dokument, der opfylder tinglysningslovens krav til adkomstdokumenter.
(UfR 2003.245 ØL)
Kommentar: Afgørelsen kan ses i sammenhæng med Østre Landsrets kendelse af 24. november 2000, 6. afdeling, der tog stilling til, at overdragelse af en
ejendom fra et spaltet selskab til et udspaltet selskab kræver et adkomstdokument, jf. Lovorientering 2001/1-2, og Højsteretskendelse af 19. september 2000, der sammen med den tidligere dom om ejendom på Esbjerg havn (Lovorientering 2000/3 og Lovorientering 2000/4) viser, at ejendommen kan skifte adkomst uden
adkomstdokument i tilfælde af fusion, men at man til gengæld også skal sørge for at få tinglyst en sådan adkomstændring, før man kan få tinglyst nye
pantebreve i ejendommen. Vestre Landsrets kendelse af 6. april 2001 (Lovorientering 2001/3) supplerer billedet, idet den på linie med fusionstilfældet tager stilling til situationen, hvor et kommanditselskab skifter identitet til et anpartsselskab, uden at der sker en overdragelse af kommanditselskabets aktiver til anpartsselskabet, og bestemmer at der i den situation ikke kan kræves et adkomstdokument.
Der er således efterhånden i de senere år via
domspraksis kommet en tæt retspraksis omkring, hvornår tinglysningskontorerne kan kræve et adkomstdokument udformet i forbindelse med diverse selskabsretlige omstruktureringer, der involverer fast ejendom.