Bestyrelse og direktion, der enten var hovedaktionærer eller nærtstående til aktieselskabet, havde i vederlag for bestyrelses- og direktionsarbejde modtaget i alt kr. 455.000.
Selskabet havde i 1990 en egenkapital på kr. 8,8 mio., og selskabets væsentligste aktiver var obligationer og aktier for ca. kr. 7,5 mio. Selskabets eneste aktivitet var formueadministration. Der var ca. 16 køb/salgstransaktioner af obligationer og aktier pr. år.
I en retssag anlagt af mindretalsaktionærer var det i en syns- og skønsrapport udtalt, at det udbetalte vederlag oversteg et sædvanligt vederlag samt at et sædvanligt bestyrelsesvederlag ville være kr. 25.000 om året, mens et direktionsvederlag ville være kr. 75-125.000 om året.
Skatteministeriet ville under retssagen alene anerkende at der tillagdes direktion og bestyrelse samlet kr. 150.000 pr. år. Østre Landsret gav Skatteministeriet medhold.
Landsretten lagde for det første til grund, at der var tale om aftaler mellem interesseforbundne parter. For det andet lagde landsretten ikke vægt på det tidsforbrug, som direktion og bestyrelse havde oplyst at have haft.
På baggrund af syns- og skønsrapporten kunne Landsretten tiltræde skatteministeriets påstand, og selskabet fik kun fradrag for kr. 150.000 i bestyrelses- og direktionsvederlag. Resten blev beskattet som maskeret udlodning.
(TfS 2003.198 ØLD).
Kommentar: Dommen falder ind under ka-tegorien fikseret vederlag. Fikseret vederlag handler ty-pisk om rentefrie udlån, mens sager om direktørers og bestyrelsesmedlemmers vederlæggelse er mere sjældne.
Som udgangspunkt anerkender skattemyndighederne hovedaktionærers vederlag, ligesom det er sjældent at skattemyndighederne griber korrigerende ind over for vederlaget til bestyrelsen. Der kan dog være et så åbenbart misforhold mellem de ydelser der præsteres og den vederlæggelse der sker, at det er nødvendigt for skattemyndighederne at gribe korrigerende ind.
I nærværende sag, hvor selskabets aktivitet bestod i formuepleje, var det åbenbart, at vederlagene langt oversteg, hvad en udenforstående ville være blevet vederlagt med. På den anden side må det håbes at dommen ikke fører til, at skattemyndighederne generelt kaster sig over hovedaktionærers vederlæggelse. Skattemyndighederne bør respektere, at der er vide grænser for, hvad der kan ydes i vederlag, som ikke altid afspejler sig i den aktuelle konkrete indtjening.